‘Gotham’ er batshit crazy – og den bedste superhelteserie, du ikke ser

‘Gotham’ er batshit crazy – og den bedste superhelteserie, du ikke ser
'Gotham' sæson 4.
Foto: FOX
I Danmark er DC’s origin story om Gothams kappeklædte hævner så godt som druknet i Marvel-bevågenhed og kringlede streaming-veje. Og det er synd, mener Soundvenues faste film- og serieskribent Lise Ulrich, der anbefaler at give præ-bat Bruce Wayne, Pingvinen og Jim Gordon en chance.
‘Gotham’ er batshit crazy – og den bedste superhelteserie, du ikke ser
Lise Ulrich

Journalist og kritiker, Soundvenue

Enhver med et marginalt kendskab til Batman-universet ved, hvordan det hele begynder.

Rigmandssønnen Bruce Waynes forældre myrdes i en snusket gyde i underverdenens gotiske skueplads Gotham – den groteske storbyvrangside af den amerikanske drøm om white picket fences og legende børn i gaderne.

Skrig genlyder i natten, morens iturevne halskæde spilder perler som gyldne tårer på den regnvåde asfalt. Så langt, så tilpas tragisk til at forme et gedigent hævnkompleks i en ung såret sjæl.

Herefter springer størstedelen af de biografdistribuerede Batman-film – Tim Burtons ’Batman’, Christopher Nolans ’Batman Begins’, Zack Snyders Bat-prolog i ’Batman v. Superman’ – rask frem i tid til Bruce som ung mand: En desillusioneret playboy, der finder sit kald som Gothams mørke ridder iklædt kappe og flagermusmaske.

Men hvad skete der i alle årene imellem barnet Bruce begravede sine forældre, og hans alter ego dukkede op fra skyggerne for at jage en skræk i livet på mangen en innovativt udklædt superskurk?

Sean Pertwee som Alfred og David Mazouz som Bruce i ‘Gotham’. (Foto: FOX)

Det har DC’s tv-serien ’Gotham’ givet sit bud på siden 2014, idet den udforsker Bruces (David Mazouz) transformation fra purung knægt under butleren Alfreds (Sean Pertwee) vinge til rebelsk teenager sulten efter svar på Gothams kriminelle gåder. Og takket være seriens dedikation til sin gennemført kitchede miljøtegning – der i langt højere grad leder tankerne hen på Burtons kringlede bat-universer end Nolans moderne gangstereposser – giver ’Gotham’ Marvel’s formulariske seriefilmatiseringer som ’Iron Fist’, ’Luke Cage’ og ’The Defenders’ anderledes originalt baghjul.

Rendyrket tegneserieæstetik

’Gotham’ når ikke Nolans Batman-film til sokkeholderne. Ej heller kan den konkurrere med Burtons to bat-fortællinger på de dramaturgiske parametre.

Men som guilty pleasure er serien brandunderholdende på sin egen batshit-besynderlige vis og et mere inciterende atmosfærisk portræt af flagermusemandens dæmoniske hjemstavn, end Joel Schumacher nogensinde kom i nærheden af i 90’er-neonfiaskoerne ’Batman Forever’ og ’Batman & Robin’, hvis største aftryk på datidens populærkultur manifesterede sig i et merchandisesamarbejde med McDonald’s.

Særligt i ’Gotham’s første og mindst bloddryppende sæson (senere opbygger serien momentum som en bissende tyr), er vi hensat til en nostalgisk DC-tid, hvor opfindsomme selvtægtsmordere binder vejrballoner om korrupte politikeres håndled, og Pingvinen (Robin Lord Taylor) vraltende indtager Gotham i smoking og galocher.

Robin Lord Taylor som Pingvinen i ‘Gotham’. (Foto: FOX)

Sekretærer i 1950-er-outfits klimprer på skrivemaskiner, mens den hårdtprøvede yngre politikommissær Gordon (Ben McKenzie fra ’The O.C.’) – de første sæsoners egentlige hovedrolle – besvarer opkald på sin klaptelefon. Hvad år er vi i? Ulig mange moderne superhelteskildringer tynget af samfundspolitisk bevidsthed forholder ’Gotham’ sig sjældent til den ’virkelige’ verden, og det kuriøse periode-mashup forankrer serien dybt i tegneserieæstetikkens tidløse muld.

Det er ikke kun Bruce, der tildeles en mere uddybende origin story over ’Gothams’ nu fire sæsoner: Klassiske modstandere som Gækkeren, Catwoman og Fugleskræmslet får også tid i spotlyset til at udvikle sig fra henholdsvis nørdet undermåler, fortabt barn og kuet søn til foruroligende fjender-in-spe, mens Robin Lord Taylor som den smiskende, dødeligt temperamentsfulde Pingvin giver åndsfællen Danny DeVito i ’Batman Returns’ (1992) kamp til stregen.

Annonce

Måske-Jokeren

Som altid i Batman-regi er det imidlertid ’Gotham’s måske/måske ikke Joker, spillet med manisk drenget charme af Cameron Monaghan, der løber med størst opmærksomhed både på og uden for skærmen i de relativt få episoder, han medvirker i.

Velvidende at klovneprinsens gådefulde baggrundshistorie er sacrosanct for hardcore DC-aficionadoer, har ’Gotham’ ikke direkte kronet ’Shameless’-stjernen, hvis uhyggeligt tegneserietro – og enormt fanpopulære – performance dog ikke desto mindre bør ses som en heads-up til Hollywoods kommende Joker-filmatiseringer, der efter al sandsynlighed vender Jared Letos pimpede ’Suicide Squad’-inkarnation ryggen.

Cameron Monaghan som – måske – en ung Joker i ‘Gotham’. (Foto: FOX)

Lige så skægt det er at møde de mange baddies, inden de blev superstjerner i Arkham Asylums patientkartotek, lige så meget skal ’Gotham’s enorme karaktergalleri – gode som onde – til gengæld også kæmpe om pladsen foran kameraet.

Serien er blevet kritiseret for at jonglere så mange ikoniske figurer og batmytologiske plottråde, at en overvældende del af materialet malkes eftertrykkeligt, inden Bruce overhovedet har fået knallertkørekort. Og selvom man vænner sig til mylderet hen ad vejen, er anken mestendels berettiget.

’Gotham’-skaber Bruno Heller (’The Mentalist’) synes at skrive sine manuskripter ud fra overbevisningen »den, der gemmer til natten …«, formentlig fordi serien til tider har haft svært ved at matche fanhype med anmelderroser. Sammenlignet med DC’s anderledes bredt anerkendte ’Flash’-serie resulterer ’Gotham’s kludetæppestruktur i en tv-oplevelse, der tonalt svinger drastisk mellem øjeblikke af gåsehudsinducerende tegneseriegenialitet og følelsesmæssig resonans (især scenerne mellem Bruce og værgen Alfred rammer en fin nerve), over rablende, frustrerende vanvid krydret med fantasifuld bodyhorror og ultravold.

Hvis man for eksempel nogensinde har haft behov for at se en kendt Hollywood-skuespillerinde stikke sit eget øje ud med en ske, er ’Gotham’ leveringsdygtig med et Tarantino-inspireret spin, der forvandler gru til kulsort humor.

Frigjort tegneseriefortælling

’Gotham’ er alt andet end et stringent serieværk, men rutsjebaneturen rundt i mørkemetropolens gader keder ikke et sekund, hvad end man er DC-novice eller velkendt i batmiljøet. I modsætning til så mange superhelte- og seriefilmatiseringer betræder Bruce og co. spritny grund fra første sæsons andet afsnit, og mens den voksne Batman lige nu tilsyneladende er suspenderet i et limbo oven på Ben Afflecks stridigheder med Zack Snyders DCEU-maskineri, fyrer ’Gotham’ op for alle tegneseriecylindere frigjort for filmfortællingens afgrænsede rammer og dræbende franchisehensyn.

Camren Bicondova som Selina Kyle aka. Catwoman i ‘Gotham’. (Foto: FOX)

’Gotham’ er ikke noget entydigt vellykket serieværk, men i sin barnligt begejstrede vildskab minder Hellers bizarre bastard af et Batman-appendix os om, at der i live action-serieformatet heldigvis også er plads til lade tegneseriernes kreative og gerne grænseoverskridende fandenivoldskhed løbe løbsk som supplement til biografernes granvoksne superheltes grågrumsede eksistentiel lede og polerede Marvel-spejderdrenges galaktiske opgør.

Det er på den slags usuperviserede springture, at magien spirer og åbner døre for alternative filmformidlinger af velkendte verdner.

Så er spørgsmålet bare, hvorfor man skal på en veritabel streaming-skattejagt for at se ’Gotham’ herhjemme?

’Gotham’ sæson 1 kan ses på Netflix og Blockbuster, sæson 2 kan ses på Blockbuster og sæson 3 kan ses på TV2 Play. Sæson 4 afventer dansk streamingpremiere.

Læs også: Derfor er ’It’ en monstersucces: Hollywoods dræberklovne er stjerner i USA’s politiske cirkus