De 20 bedste film på Netflix lige nu

De 20 bedste film på Netflix lige nu
Heath Ledger i sin Oscar-vindende rolle som Jokeren i 'The Dark Knight'.
Netflix kan føles som en jungle at bevæge sig rundt i, når man gerne vil zoome ind på en stor filmoplevelse uden at bruge timer på at scrolle. Vi har derfor gjort det nemt for dig ved at udvælge de 20 bedste titler på streamingtjenesten lige nu – og der burde være noget for enhver smag, hvad end du er sulten på krimi, action, romantik eller et sci-fi-mindfuck af de helt store. God fornøjelse!

Har du tjekket vores nye ugentlige podcast om de mest opsigtsvækkende serier og film på streamingtjenesterne? Den hedder SOUNDVENUE STREAMER, og du kan lytte med i din podcast-app, Spotify eller HER.

Amy Adams og Jeremy Renner i ‘Arrival’.

‘Arrival’

’Interstellar’, go home! Med ’Arrival’ leverede Denis Villeneuve en på alle planer ambitiøs film med usædvanlig æstetisk og tematisk renhed.

Filmen lægger ud som en sjældent troværdig fremstilling af, hvordan det vil se ud, hvis (når!) rumvæsenerne lander – og sprogforskeren Louise Banks og fysikeren Ian Donnellys første opstigning til UFO’ens indre er den vel nok mest sublimt spændings- og stemningsopbyggende sekvens, Hollywood har produceret i nyere tid.

Der er en rå stålsathed og tålmodighed i Villeneuves tempo, som føles helt unikt, strålende underbygget af et manende, sfærisk lydbillede.

Villeneuve arbejder sig frem mod et overvældende twist, som i sin natur er fortænkt, men alligevel harmonerer så godt med alt, vi har set forinden, at det ikke føles forceret: Snarere dybt bevægende. Og så er der i sig selv noget befriende ved at se en sprogforsker redde verden – en af de humanister, som i tidens regnearkssamfund ellers er mobbeoffer mere end superhelt eller forbillede.

 

Michelle Williams og Casey Affleck i ‘Manchester by the Sea’.

‘Manchester by the Sea’

Dramatikeren og instruktøren Kenneth Lonergan har blot lavet tre film, og selvom han startede på allerhøjeste niveau med ’You Can Count on Me’, må man konstatere, at han bare er blevet bedre og bedre efterhånden.

Lonergan viser, at intensitet og spændingsmæssig fremdrift ikke behøver forlade sig på cliffhangers, action og anden højdramatik. Den kan også udspringe af noget så simpelt som menneskeligt nærvær, ultratroværdig dialog og minutiøse iagttagelser af mennesker med ondt i livet. Og ondt i livet har Casey Afflecks sørgmodige Lee Chandler i ’Manchester by the Sea’, men først langt inde i filmen bliver det afsløret hvorfor. Når det sker i en skæbnesvanger sekvens, er det en af de største mavepustere på film i nyere tid.

’Manchester by the Sea’ er en hård og illusionsløs film, men også en human film. Der er mere humor, end man skulle tro – særligt i forholdet mellem Lee og hans nevø (Lucas Hedges), som han bliver ufrivillig værge for efter sin brors død. Der er også mere håb, end man kunne forvente. Men realistisk håb – den slags håb, der føles sandsynligt for en mand som Lee Chandler med den fortid, han bærer rundt på.

Det er en film om sorg og tab og forsoning. Om hvad det kan betyde at være noget for andre mennesker, når man føler, at man er helt alene. Men først og fremmest er det en specifik film om lige netop Lee Chandler, der lige netop kommer fra fiskersamfundet Manchester-by-the-Sea på den amerikanske østkyst og lige netop kæmper med de ting, Lee Chandler kæmper med. Et dybt og bevægende karakterstudie.

 

Rooney Mara og Cate Blanchett i ‘Carol’.

‘Carol’

For nu at parafrasere et gammelt mundheld: Et blik siger mere end tusind ord.

Det indfanger Todd Haynes’ lesbiske kærlighedsdrama bedre end nærmest nogen anden film i sine sidste sekunder, der skaber åndeløs spænding med minimale virkemidler.

Takket være Haynes’ perfektionistiske instruktion og mise-en-scene samt eminent nuancemættet spil af en henrivende Rooney Mara og en statuarisk, æterisk Cate Blanchett formår ’Carol’ at kommunikere en flodbølge af følelser gennem mikroskopiske gestus og krusninger, og nærmest uden man ænser det, kryber den umulige kærlighed mellem Therese og Carol dybt, dybt ind under huden.

’Carol’ er en stor og gribende love story fortalt med et blændende elegant og formfuldendt filmsprog. Det er mesterlig filmkunst på alle fronter, og med sin smagfulde håndtering af den lesbiske tematik mod et historisk bagtæppe i 50’ernes Manhattan er filmen samtidig et velartikuleret forsvarsskrift for både kvinder på film og LGBT-samfundet som helhed.

 

Michael Keaton i ‘Birman’.

‘Birdman’

Filmfotograf Emmanuel Lubezki begik et enestående hattrick, da han vandt en Oscar for bedste fotografering hvert år fra 2014 til 2016 og markerede sig som sin generations største filmfotograf. Og blandt hans mange bedrifter hører ’Birdman’ til i den absolutte top.

Hele filmen er stykket sammen af en lang række usynlige klip, så det ligner ét langt take. Kameraet bevæger sig frit i og omkring det teater, hvor den fallerede stjerne Riggan (Micheal Keaton) forsøger at stable et ambitiøst stykke på benene. Men omkring antihelten begynder virkeligheden at kollapse, idet hans filmiske alter ego Birdman hjemsøger ham.

Ikke bare er det medrivende at overvære, det hvileløse kamera afspejler også hovedpersonens ustabile mentale tilstand og høje stressniveau. Både i de mange drømmesekvenser, hvor Riggan blandt andet svæver over hustagene, men også ved et skævt forhold til tid, hvor scener kan skifte umærkeligt fra det ene øjeblik til det andet, eller en time lapse lader dag blive til nat.

Michael Keatons meta-præstation er modig, men instruktør Alejandro Iñárritus fabulerende Oscar-vinder er i lige så høj grad en teknisk tour de force. Mesterfotografen Lubezki jonglerer med kameraet fra teatrets smalle gange til Times Square, mens Keaton, afklædt til underhylerne i mere end én forstand jagter det dramatiske comeback trods kommercielle fugleskrig fra fortiden.

 

Alfonso Cuaróns ‘Roma’. (Foto: Netflix)

‘Roma’

Apropos uforglemmelige scener. Alfonso Cuaróns mest personlige film til dato har tre af dem – scener så gode, at de hører til de absolut bedste, instruktøren bag film som ’Children of Men’ og ’Gravity’ har konciperet.

Det er måske vigtigt at vide, at de kommer, for særligt i hjemmebiografen foran Netflix kan tålmodigheden hos nogle seere måske komme på en prøve i filmens første times tid med den slice of life-agtige skildring af hushjælpen Cleo og den mexicanske familie, hun arbejder hos. Fortællingen bygger på Cuaróns egen barndom – han er en af de privilegerede børn i huset, hvor mor og især far ofte er væk – og man mærker en ufattelig detaljerigdom i enhver vandpyt med flyet spejlet i luften, i enhver uvelkommen hundelort i familiens carport. Stor, stor erindringskunst.

Men suspensen kommer også langsomt snigende og kulminerer altså i tre uomtvisteligt mesterlige enkeltscener. Hvor Cleo i en møbelbutik pludselig befinder sig midt i det militante oprør, der ulmer i gaderne gennem det meste af filmen. Hvor hun er på hospitalet, og vi følger de barske begivenheder i et langt, nervevridende take. Og hvor familien er på stranden, og kameraet betragter urovækkende på afstand, mens det pludselig er liv og død i de kraftfulde bølger.

Det skal ikke spoiles. Det skal bare ses.

 

Robert Pattinson og Ben Safdie som brødre i ‘Good Time’

‘Good Time’

Brødrene Benny og Joshua Safdie er to af amerikansk films mest interessante stemmer med film, der er kompromisløse i deres favntag med den grimme virkelighed og empatiske i deres skildringer af storbyens udskud. Den næsten uudholdeligt naturalistiske ’Heaven Knows What’ om heroinmisbrugere i New York blev fulgt op af Cannes-hittet ’Good Time’, en tour de force fra samme metropol med den kriminelle taber Connie (Robert Pattinson) i fokus.

I starten af filmen røver Connie og hans debile bror Nick (Benny Safdie selv) en bank. Men det går grueligt galt, Nick ender på hospitalet, og Connie prøver i et misforstået anfald af broderkærlighed at redde ham, fordi han er vant til, at det er dem mod verden. Genistregen ved ’Good Time’ er, hvordan den både opleves som drøm og mareridt. Den varme billedside, Oneohtrix Point Nevers psykedeliske score og især den smukt melankolske slutning giver et uvirkeligt skær til historien, som samtidig udspiller sig i den mest skinbarlige sociale virkelighed blandt folk, som aldrig har fået en chance – og hvis de har, har de fucket den op.

Robert Pattinson skaber i karrierens bedste rolle en både enerverende dum og sympatisk figur, hvis desperation man mærker langt ned på stolerækkerne. Det er en film i ånden efter 70’ernes intense storbyfilm a la ’Dog Day Afternoon’ og ’Mean Streets’ – og på mange måder af samme høje kvalitet.

 

E.T. og en meget ung Henry Thomas i Spielbergs mesterværk.

‘E.T.’

Den bedste film i Spielberg-kataloget er formentlig også den, flest af os har hulket til som børn (okay, og voksne).

Ingen – med tyk, farvestrålende streg under ingen – instruktør kan som Spielberg filmformidle barnets fantasifulde verden og uskyld, så ens eget hjerte svulmer af melankolsk nostalgi, og tårerne triller over barndomslandets forunderlighed. ’E.T.’ er i sin reneste form et værk om den nysgerrige empati, alt for mange ryster af sig, når voksenlivets realiteter banker på, men som Spielberg minder os om er essentiel, for at vi ikke mister grebet om selve vores medmenneskelighed.

Det lille rumvæsen på afveje, E.T., har akut brug for drengen Elliotts (Henry Thomas) hjælp. E.T. er blevet væk fra sine forældre og spejler barnets grundangst for at blive ladt alene i en forvirrende, fjendtlig verden, hvor ingen forstår eller lytter.

De mange genialt indfølende scener, der underbygger Elliott og E.T.’s sjæleslægtskab, står i kø filmen igennem, og det er umuligt at forestille sig nogen anden end Spielberg vægte vigtigheden af at lade drengen møjsommeligt introducere E.T. til børneværelses mikrokosmos igennem yndlingslegetøjet. E.T.’s store øjne sluger henført Elliotts guide til hverdagen som menneskebarn, og igennem det lille væsen genoplever vi selv, hvad det vil sige at længes efter det velkendte, omsorg og tryghed.

Man skal være gjort af granit for ikke at mærke halsen snøre sig sammen, da E.T. ønsker at »phone home«, men filmen efterlader slutteligt en lykkefølelse så varm, at man for en stund selv ser omgivelserne i et anderledes optimistisk og magisk lys. Det bliver ikke meget større.

 

Christian Bale i ‘The Dark Knight’.

‘The Dark Knight’

Christopher Nolans superheltekrimi er et fabelagtigt underholdende genremashup af Michael Manns ’Heat’ og Tim Burtons ’Batman’, forvandlet til et filmhistorisk unikum af Heath Ledgers Oscar-belønnede kraftpræstation som Gothams klovneprins Jokeren, hvis eneste drive er totalt anarki.

I modsætning til mange af dens superheltefæller er ’The Dark Knight’s appel og æstetik langt fra falmet med årene, og der er så godt som ingen slinger i valsen i det bundsolide cast, der foruden Ledger tæller Christian Bale (hvis Bruce Wayne til tider udviser foruroligende Patrick Bateman’ske træk), Michael Caine, Gary Oldman, Maggie Gyllenhaal (som overtog Bat-amour-rollen Rachel fra Katie Holmes), Aaron Eckhart og Morgan Freeman.

Filmen presser sømmet i bund fra første hæsblæsende actionscene igennem Gothams gader (Chicago, der agerer langt bedre superhelte-gotisk kulisse end New York i den efterfølgende ’The Dark Knight Rises’), og Nolan er ikke bange for at smide de mest godhjertede karakterer under bussen – til velkommen dramatisk effekt, der sender hjertet helt op i halsen. Some men just want to watch the world burn …

 

Jake Gyllenhaal og Heath Ledger i Ang Lees ‘Brokeback Mountain’.

‘Brokeback Mountain’

Heath Ledgers fåmælte cowboy Ennis og Jake Gyllenhaals charmør Jack knytter ubrydelige og umulige bånd på en baggrund af storslåede naturscenarier i Ang Lees mesterlige western, der ikke har mistet et gran af momentum siden premieren i 2005.

’Brokeback Mountain’ skabte øget fokus omkring mainstream-homofortællinger i Hollywood (om end det tog længere tid, end man skulle have forventet) og gav os en af det 21. århundredes mest åndeløst gribende filmskildringer af en umulig romantisk relation, der hudfletter USA’s über-maskuliniserede cowboy-mytologi.

Lee vandt en Oscar for bedste instruktør, og både Ledger og Gyllenhaal blev nominerede for deres præstationer, mens Michelle Williams fik en nominering for bedste birolle (hun vandt ikke, men scorede en større pris, idet hun fandt sammen med Ledger under indspilningerne).

 

Bill Murray og Scarlett Johansson i ‘Lost in Translation’.

‘Lost in Translation’

Instruktør Sofia Coppolas bedste værk til dato er også en af det (semi)nye årtusinds største små filmoplevelser, der efterlader en svimmel af nyforelskelse blandt sofapudderne.

Scarlett Johansson spiller 20-something Charlotte, der akkompagnerer sin fotografmand (Giovanni Ribisi) på en arbejdstur til Tokyo, men ender med at tilbringe det meste af tiden alene på hotellet. Her møder hun imidlertid den afdankede filmstjerne Bob Harris (Bill Murray i sit livs rolle), der er i byen for at indspille en håbløs whisky-reklame (»Suntory time!«), og det umage par nærmer sig langsomt hinanden – først ud af ensomhed, så drevet af spirende, forvirrede følelser, der over få dage motiverer en eksistentialistisk opvågning for begge. Alt imens Tokyos neonlys, fremmedartede kultur og futuristiske arkitektur skaber en sælsomt surrealistisk parallel virkelighed af en romantisk setting.

Det er rendyrket filmpoesi med en slutscene, der teaser lige dele ømt og frustrerende.

 

Sam Rockwell i ‘Moon’.

‘Moon’

’2001: A Space Odyssey’ møder ’Solaris’ møder en af Sam Rockwells bedste roller i karrieren i den sælsomme ’Moon’, instrueret af Duncan Jones. Rockwell spiller astronauten Sam, hvis treårige udsendelse på en rumstation lakker mod enden. Sam har til opgave at sende særlige ressourcer tilbage til jorden, der kan afhjælpe en akut energimangel, og hans eneste selskab på missionen er computeren GERTY (med creepy fløjlsstemme af Kevin Spacey) – en nær, lidt for intelligent fætter til Kubricks notoriske HAL 9000 i førnævnte ‘2001’.

Isolationen tærer på Sam, som forsøger at holde modet oppe ved tanken om, at han snart skal genforenes med sin hustru og datter. Men så dukker der pludselig en anden mand op i de trange rammer – en mand, der ligner Sam til forveksling. ’Moon’ fucker ikke bare med stakkels Sams hjerne, men i høj grad også med seerens, når man forsøger at knække koden til, hvad fanden der egentlig foregår. Er Sam blevet sindssyg? Er GERTY gået amok?

’Moon’ er et uhyggeligt velspillet klaustrofobisk feberdrøm, der trækker tæppet væk under alle involverede parter til slut.

 

Leonardo DiCaprio i ‘The Departed’.

‘The Departed’

Martin Scorsese begik endnu en karriereklassiker med Oscar-vinderen ’The Departed’, der griber seeren om struben i to en halv times nærmest ulideligt neglebidende spænding, mens Leonardo DiCaprio og Matt Damon giver to af karrierernes stærkeste præstationer på hver sin side af loven.

DiCaprio er undercoveragenten Billy, der skal infiltrere den frygtindgydende irske godfather Frank Costellos (djævelske Jack Nicholson) kriminelle miljø, men missionen kompliceres fatalt, da det viser sig, at politiets nye gulddreng Colin Sullivan (Matt Damon) har lidt for nære forbindelser til Costello. Mark Wahlberg, Martin Sheen og Alec Baldwin yder vægtig birollesupport (Wahlberg blev sågar Oscar-nomineret) i det brutale univers, der leverer det ene chok-twist efter det andet.

Et moderne krimimesterværk af allerhøjeste kaliber baseret på den i øvrigt lige så anbefalelsesværdige Hong Kong-thriller ’Internal Affairs’.

 

Lina Leandersson i ‘Lad den rette komme ind’.

‘Lad den rette komme ind’

Glem ’Twilight’s glitrende modelvampyrer og Draculas teatralske charme: Svenske Tomas Alfredsons ’Lad den rette komme ind’ er slet og ret en af de bedste og mest ’realistiske’ vampyrfilm nogensinde. Hensat til en grå Stockholm-forstad i 1982.

Kåre Hedebrandt spiller 12-årige Oskar, der mobbes ubarmhjertigt i skolen og længes desperat efter en ven. Hun dukker op i skikkelse af den mystiske pige Eli (Lina Leandersson), der flytter ind i boligblokken med en tilsyneladende streng ældre herre, hvis relation til Eli er uklar.

’Familieforholdet’ er imidlertid langt fra det mest besynderlige ved den tavse pige, der viser sig at have uhyggelige overnaturlige evner. Oskar er forgabt – men er ensomme børns venskabsbånd ubrydelige for enhver pris?

Skildringen af de to stigmatiserede børns gensidige sympati og forståelse er umådeligt fin, og Hedebrandt og Leandersson er naturtalenter foran Alfredsons kamera, der spejler hovedpersonernes længsler efter nærvær i det trøstesløse socialrealistiske forstadsmiljø.

 

Brit Marling i ‘Another Earth’.

‘Another Earth’

Brit Marling (også kendt fra Netflix-serien ’The OA’) spiller hovedrollen i dette særprægede sci-fi-indiedrama om skyld og soning, der spøger længe efter rulleteksterne.

Rhoda (Marling) er en begavet teenagepige med flair for astronomi og verden for sine fødder. Da hun bliver accepteret på MIT, tager hun på fejringsdruk med vennerne samme aften, som en ’anden’ identisk jordklode pludselig dukker op på himlen, ganske tæt på vores egen. Fulde Rhoda tager bilen hjem – og smadrer ind i en anden bilist, John (William Mapother), hvis hustru og barn dør i ulykken.

Rhoda sendes i fængsel, og da hun kommer ud fire år senere, opsøger hun John for at undskylde. Men i stedet for at gå til bekendelse, indleder hun et forsigtigt venskab med manden. Samtidig finder forskere ud af, at Jord 2 er en eksakt kopi af vores med samme befolkning, hvis perfekt synkroniserede tidslinje blev forstyrret, da de to planeter spottede hinanden. Hvorfor biluheldet måske aldrig har fundet sted ’deroppe’?

’Another Earth’ er skrevet af Brit Marling sammen med instruktør Mike Cahill og leger filosofisk med tanken om, hvordan man lærer at se sig selv i øjnene igen efter at have forårsaget andre smerte.

 

Rutger Hauer i ‘Blade Runner’.

‘Blade Runner’

Ridley Scotts ikoniserede sci-fi-klassiker fra 1982 behøver næppe nogen nærmere introduktion, men har du alligevel endnu ikke oplevet Harrison Ford som replikantjægeren Rick Deckard (en såkaldt ’blade runner’) og Rutger Hauer som replikanten Roy Batty, der tager brutale metoder i brug i kampen for sin frihed, venter der dig en stor filmoplevelse i det futuriske år… 2019.

Deckard har Roy og dennes kæreste Pris (Daryl Hannah) i søgelyset, men da han møder gudesmukke og skarpe Rachael (Sean Young) – der ikke selv er klar over, at hun er en replikant – udfordrer følelserne ham til at granske den eventuelle diskrepans mellem at være menneskelig, at besidde menneskelighed og ikke mindst at udvise medmenneskelighed.

’Blade Runner’ stiller eksistentialistiske spørgsmålstegn ved vores forhold til teknologi (mere relevante i dag end nogensinde) og accept af ’de fremmede’ i samfundet, samtidig med at Ridley Scotts stemningsfyldte fremtidsverdensopbygning blæser en bagover med sin detaljerigdom og smægtende, noir-stilistiske fotografering.

 

Robert Downey Jr. og Jake Gyllenhaal i ‘Zodiac’.

‘Zodiac’

David Fincher dykker ned i sagen om seriemorderen Zodiac, der terroriserede San Francisco fra slut 1960’erne til start 70’erne, og resultatet er en intens og intelligent krimi, der synes at komme yderst tæt på sandheden bag, hvad der fortsat er en af USA’s største uopklarede mordgåder.

’Zodiac’ følger henholdsvis journalisterne Robert Graysmith (Jake Gyllenhaal) og Paul Avery (Robert Downey Jr.) på avisen San Francisco Chronicle, og efterforskerne Dave Toschi (Mark Ruffalo) og Bill Armstrong (Anthony Edwards), der i stigende grad bliver besatte af at dechifrere Zodiacs spor af drillende breve og bevismateriale sendt med posten, samtidig med at paranoiaen sætter ind, da morderen tilsyneladende også vender opmærksomheden mod sine forfølgere.

Sammen med ’Seven’ er ’Zodiac’ det fornemste eksempel på David Finchers krimifinesse, instruktørens hædersmærke, hvor den atmosfæriske billedside i Finchers yndede blå-grønne toner, nørklet opklaringsarbejde og graverjournalistik går op i en højere enhed for at skabe en perfektionistisk gennemarbejdet filmoplevelse med et storspillede stjernecast.

Choi Min-sik i ‘Oldboy’.

‘Oldboy’

Sky udenom Spike Lees amerikanske remake af Park Chan-wooks mesterlige krimithriller ’Oldboy’ og find i stedet originalen på Netflix, der vandt Juryprisen i Cannes tilbage i 2004.

Forretningsmanden Oh Dae-su (Choi Min-sik) fængsles i en hotellignende celle i 15 år uden at ane hvorfor, eller hvem der har anbragt ham der. Da han endelig kommer ud, forelsker han sig i den unge sushi-kok Mi-do (Hye-jeong Kang), men kontaktes snart efter af sin mystiske fangevogter, der giver Dae-su fem dage til at opklare, hvorfor han sad fængslet. Hvis det ikke lykkes, vil Mi-do blive dræbt.

På papiret er ’Oldboy’ en klassisk hævnthriller, men når musikken spiller, er Parks hovedværk ulig nogen anden film i genren, og en af de mest fascinerende, om end også polariserende krimier fra dette årtusind. Den udpenslede vold er råt for usødet og historiens morale kulsort med et chokerende freudiansk twist, der bestemt ikke vil falde i alles smag. ’Oldboy’ er en sanseeksplosion med et filosofisk hjerte, men var dig for, hvem du vil holde filmaften med.

 

George Clooney i ‘O Brother, Where Art Thou?’.

‘O Brother, Where Art Thou?’

Det er svært at forestille sig andre end Coen-brødrene kaste sig over en filmatisering af James Joyces ’Ulysses’ i komedieform hensat til Sydstaterne, pulserende af svingende bluegrass og med en usædvanligt bøvet George Clooney som den titulære hovedrolle. Men resultatet er ikke desto mindre overmåde gennemført og hylende morsomt.

’O Brother, Where Art Thou?’ fortæller det græsk-inspirerede eventyr om den charmerende plattenslager Ulysses Everett McGill, der undslipper sin fængselsdom i Mississippi sammen med to medfanger: Tilbagestående Delmar (Tim Blake Nelson) og temperamentsfulde Pete (John Turturro). Trioen tager på jagt efter en nedgravet skat, og som cover stifter de bluegrass-gruppen The Soggy Bottom Boys ( … ), der får uventet stor succes – alt imens en række farverige karakterer krydser deres vej, fra John Goodmans bulderbamse Big Dean Teague og Holly Hunter som Ulysses hustru Penny.

’O Brother, Where Art Thou?’ er Coen-brødrene i stormform, krydret med et fantastiske soundtrack, der tilmed vandt en Grammy for bedste album.

 

Jack Nicholson i Kubricks ‘The Shining’.

Stanley Kubricks hall of fame

Det er svært at pege på én overlegen filmfavorit fra mesterinstruktøren Stanley Kubrick. Men fortvivl ej, for Netflix har din ryg med tre af Kubricks største hits: Gyserklassikeren ’The Shining’, volds-tour-de-forcen ’A Clockwork Orange’ og det banebrydende sci-fi-eventyr ’2001: A Space Odyssey’.

I førstnævnte baseret på Stephen Kings roman af samme navn spiller Jack Nicholson forfatteren Jack Torrance, der tager sin kone (Shelley Duvall) og lille søn Danny (Danny Lloyd) med til et afsidesliggende, affolket bjerghotel. Alt er fred og idyl, men snart begynder Danny at se rædselsvækkende syner på hotellets gange, der også har en tiltagende skræmmende effekt på temperamentsfulde Jack. ’The Shining’ er et af filmhistoriens mest stiliserede og effektive gys med en billedside, der brænder sig fast på nethinden, og en forrygende præstation fra Nicholson. Tror du ikke, at du kan tisse i bukserne over en ‘gammel’ film? Så sæt ‘The Shining’ på en mørk og stormfuld aften.

Fra gys til voldsporno: ’A Clockwork Orange’ er Kubricks mest sadistiske film, der zoomer ind på den psykopatiske Alex (Malcom McDowell) – en modbydelig bandeleder, der torturerer og voldtager i et futuristisk London. Da Alex bliver fanget, underkaster han sig en række personlighedskorrigerende eksperimenter, og snart bliver jægeren den jagede. ’A Clockwork Orange’ genererede stor kontrovers ved premieren i 1971 og føles den dag i dag fortsat grænseoverskridende – med en metapointe om, hvordan samfundet svælger i vold som meningsløs skærmunderholdning.

I ’2001: A Space Odyssey’ undersøger Kubrick menneskets forhold til teknologi og kunstig intelligens i en fortælling, der er langt forud for sin tid. Et rumfartøj sætter kurs mod Jupiter i en søgen efter liv i universet og nøglen til evolution på jorden, men da skibets supercomputer HAL 9000 vender sig imod besætningen, forvandler missionen sig til en ond drøm under stjernerne. ’2001’ er et monumentalt filmisk værk, visuelt såvel som tematisk, der har inspireret et hav af sci-fi-film fra ’Interstellar’ til ’Arrival’, ’Moon’, ’Solaris’ og ’Star Trek’.

 

‘Øjnenes hemmelighed’.

‘Øjnenes hemmelighed’

Den argentinske instruktør Juan José Campanells uforudsigelige og rasende velspillede krimi vandt velfortjent en Oscar for bedste udenlandske film og tåler adskillige gensyn, så man kan nyde alle sindrige plotdetaljer.

Ricardo Darín spiller den pensionerede efterforsker Benjamin, der har svært ved at slippe en gammel uopklaret sag om mordet på en nygift kvinde. Sammen med sin tidligere kollega og dommer Irene (Soledad Villamil) forsøger Benjamin at stykke fortidens puslespilsbrikker sammen på ny, og rejsen igennem minderne åbner døren for en chokerende afsløring.

’Øjnenes hemmelighed’ holder kortene tæt på kroppen, mens uhyggen tager til, og man som seer begynder at tvivle på sin egen dømmekraft. Se den eller gense den (også for et af filmhistoriens mest imponerende onetakes!) – men gå for guds skyld uden om det rædderlige amerikanske remake med Julia Roberts.

 

Jim Carrey og Kate Winslet i ‘Eternal Sunshine of The Spotless Mind’.

De bedste af resten …

Det kræver smerteligt finpudseri at vælge bare 20 titler fra Netflix’ katalog, og derfor skal der lyde et stort shout-out til runner-ups fra Luc Bessons geniale krimidrama ’Léon’ til Christopher Nolans magiske mindfuck ’The Prestige’, Michel Gondrys kalejdoskopiske ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’, Coen-brødrenes ’The Big Lebowski’, Nicolas Winding Refns danske hovedværk ’Pusher’, komedieperlen ’Game Night’, stærke Netflix-originals som ‘Annihilation’ og ‘Private Life’ og gribende dokumentarer som ’Strong Island’, ’De hvide hjelme’ og ’Jim & Andy’.

De små film kan nemt drukne i udvalget, men det er bestemt også værd at opsøge LGBTQ-dramaerne ’Tangerine’ (skudt på iPhone) og ’Beach Rats’ (der hittede på CPH PIX), ligesom det heller ikke skorter på skæve, kontroversielle eventyr a la Bong Joon-hos barske økodrama ’Okja’, Lars von Triers debatskabende ’Nymphomaniac’ og Park Chan-wooks sexede twist-fest ’The Handmaiden’.

Boxoffice-fans kan få stillet sulten med popcornssucceser som Damien Chazelles ’La La Land’, Christopher Nolans ’Inception’, Ridley Scotts ’Gladiator’, ’Back to the Future’, drøncharmerende og marmeladeglade ’Paddington’ og selvfølgelig Peter Jacksons episke ’Lord of the Rings’-trilogi.

Og så kan man også finde det pureste klassikerguld i form af Brian De Palmas ’Scarface’, Orson Welles ’Politiets blinde øje’, Steven Spielbergs ’Schindler’s List’ og Martin Scorseses ’Goodfellas’.

God streaming!

Læs også: De 15 bedste dramaserier på Netflix lige nu

Læs også: De 20 bedste HBO-serier nogensinde

Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold