De 20 bedste film på Netflix lige nu

De 20 bedste film på Netflix lige nu
Lakeith Stanfield i 'Sorry To Bother You'.
Netflix kan føles som en jungle at bevæge sig rundt i, når man gerne vil zoome ind på en stor filmoplevelse uden at bruge timer på at scrolle. Vi har derfor gjort det nemt for dig ved at udvælge de 20 bedste titler på streamingtjenesten lige nu – og der burde være noget for enhver smag, hvad end du er sulten på krimi, action, romantik eller et sci-fi-mindfuck af de helt store. God fornøjelse!

Har du tjekket vores nye ugentlige podcast om de mest opsigtsvækkende serier og film på streamingtjenesterne? Den hedder SOUNDVENUE STREAMER, og du kan lytte med i din podcast-app, Spotify eller HER.

Timothée Chalamet og Armie Hammer i ‘Call Me By Your Name’

’Call Me By Your Name’

Homokærlighed på film blomstrede for alvor i 2018, og intet sted smagte frugten så saftigt som i Luca Guadagninos berusende filmatisering af André Acimans roman ’Call Me By Your Name’, der gjorde Timothée Chalamet til Hollywoods mest ombejlede yngling.

Det 17-årige wünderkind Elio forelsker sig hovedkulds i sin professorfars renæssance-lækre researchassistent Oliver (Armie Hammer i et karrierehøjdepunkt) under et par hede måneder i familiens sommerresidens i Norditalien, og Guadagnino orkestrerer de to unge mænds tiltrækning med en nænsom, sulten sensibilitet, der efterlader en med sommerfugle flaksende ud brystet, ramt af 120 procent ægte kærlighed.

»’Call Me By Your Name’ stiller akademisk viden og ’viden, der er værd at vide’ – viden om kærlighed – over for hinanden i én af filmens mest uforglemmelige scener, hvor Elio og Oliver bogstaveligt talt kredser rundt om hinanden (og en statue)«, skrev vores anmelder i sin femstjernede hyldest.

Filmen blev mødt med nogen kritik for udeladelsen af bogforlæggets mere eksplicitte sexscener, men selvom anken udsprang af velmenende symbolpolitik, kan den ikke abstraherede fra det faktum, at ‘Call Me By Your Name’ er en af de mest sexede filmoplevelser længe.

 

Scarlett Johansson og Adam Driver i ‘Marriage Story’.

’Marriage Story’

Efter 2017’s fremragende ’The Meyerowitz Stories’ følger indieinstruktøren Noah Baumbach op på sit Netflix-samarbejde med ’Marriage Story’, der er intet mindre end en nyklassiker. Og filmmagerens smukkeste, mest hjerteskærende værk siden ‘The Squid and the Whale’.

Scarlett Johansson og Adam Driver er New Yorker-parret Nicole og Charlie, der indledningsvist står i hvad der syner af en nogenlunde civiliseret skilsmisse. Begge parter vil det bedste for hinanden og deres lille søn, Henry (Azhy Robertson) – men så snart der kommer ivrige advokater ind over og Nicole gør det klart, at hun vil bosætte sig i Californien med Henry, fordærves forhandlingerne af stadigt mere giftige skænderier, hvori de tidligere elskende borer kniven i hinandens mest sårbare ’fejl og mangler’, som kun to mennesker, der har kendt hinanden ud og ind kan.

’Marriage Story’ syner af en moderne ’Kramer vs. Kramer’, men er om noget endnu mere velspillet (!) og livsklog på parforholdets intrikate følelsesmæssige dynamikker. Driver og Johansson har aldrig været bedre, og Laura Dern stjæler sine scener som Nicoles benhårde, men sweet-talking skilsmisseadvokat.

Kleenex påkrævet.

 

Reynolds Woodcock med sin muse Alma i ‘Phantom Thread’.

’Phantom Thread’

Overlad det til Paul Thomas Anderson at spinde nålespids kønssatire igennem fortællingen om en hoven couture-designer i 50’ernes England, der bogstaveligt talt lever af at snøre tavse mannequiner ind.

Daniel Day-Lewis’ sidste sting før pensionen placerer sig blandt skuespillerens bedste, og vores anmelder tildelte begejstret ’Phantom Thread’ fem stjerner:

»En blændende flot og nær fejlfri film, der i al sin stilfærdighed og udsøgte billedtableauer fænger som en thriller, mens man sidder åndeløs i sædet og ønsker, at oplevelsen aldrig ender. Jeg kan ganske enkelt ikke mindes, hvornår jeg sidst har haft en lignende følelse i biografen«.

Instruktøren tipper på hatten til Alfred Hitchcock-gyset ’Rebecca’, men krydrer plottets sorthumoristiske katarsis med en anderledes handlekraftig kvindeskildring igennem Vicky Krieps tvetydige muse Alma, der vender maestro og muse-magtrelationen på hovedet – og dermed giver Darren Aranofskys tematiske beslægtede, selvfede ’Mother!’ overlegent baghjul. Anderson skyer nemlig højdramatik og rituel offergørelse af kvinden til fordel for et giftigt psykologisk portræt af to mennesker, der kannibaliserer på hinandens affektioner og svagheder. Et finmasket mesterværk til vores kønspolitiske samtid.

 

Rooney Mara og Cate Blanchett i ‘Carol’.

‘Carol’

For nu at parafrasere et gammelt mundheld: Et blik siger mere end tusind ord.

Det indfanger Todd Haynes’ lesbiske kærlighedsdrama bedre end nærmest nogen anden film i sine sidste sekunder, der skaber åndeløs spænding med minimale virkemidler.

Takket være Haynes’ perfektionistiske instruktion og mise-en-scene samt eminent nuancemættet spil af en henrivende Rooney Mara og en statuarisk, æterisk Cate Blanchett formår ’Carol’ at kommunikere en flodbølge af følelser gennem mikroskopiske gestus og krusninger, og nærmest uden man ænser det, kryber den umulige kærlighed mellem Therese og Carol dybt, dybt ind under huden.

’Carol’ er en stor og gribende love story fortalt med et blændende elegant og formfuldendt filmsprog. Det er mesterlig filmkunst på alle fronter, og med sin smagfulde håndtering af den lesbiske tematik mod et historisk bagtæppe i 50’ernes Manhattan er filmen samtidig et velartikuleret forsvarsskrift for både kvinder på film og LGBT-samfundet som helhed.

 

Michael Keaton i ‘Birman’.

‘Birdman’

Filmfotograf Emmanuel Lubezki begik et enestående hattrick, da han vandt en Oscar for bedste fotografering hvert år fra 2014 til 2016 og markerede sig som sin generations største filmfotograf. Og blandt hans mange bedrifter hører ’Birdman’ til i den absolutte top.

Hele filmen er stykket sammen af en lang række usynlige klip, så det ligner ét langt take. Kameraet bevæger sig frit i og omkring det teater, hvor den fallerede stjerne Riggan (Micheal Keaton) forsøger at stable et ambitiøst stykke på benene. Men omkring antihelten begynder virkeligheden at kollapse, idet hans filmiske alter ego Birdman hjemsøger ham.

Ikke bare er det medrivende at overvære, det hvileløse kamera afspejler også hovedpersonens ustabile mentale tilstand og høje stressniveau. Både i de mange drømmesekvenser, hvor Riggan blandt andet svæver over hustagene, men også ved et skævt forhold til tid, hvor scener kan skifte umærkeligt fra det ene øjeblik til det andet, eller en time lapse lader dag blive til nat.

Michael Keatons meta-præstation er modig, men instruktør Alejandro Iñárritus fabulerende Oscar-vinder er i lige så høj grad en teknisk tour de force. Mesterfotografen Lubezki jonglerer med kameraet fra teatrets smalle gange til Times Square, mens Keaton, afklædt til underhylerne i mere end én forstand jagter det dramatiske comeback trods kommercielle fugleskrig fra fortiden.

 

Alfonso Cuaróns ‘Roma’. (Foto: Netflix)

‘Roma’

Apropos uforglemmelige scener. Alfonso Cuaróns mest personlige film til dato har tre af dem – scener så gode, at de hører til de absolut bedste, instruktøren bag film som ’Children of Men’ og ’Gravity’ har konciperet.

Det er måske vigtigt at vide, at de kommer, for særligt i hjemmebiografen foran Netflix kan tålmodigheden hos nogle seere måske komme på en prøve i filmens første times tid med den slice of life-agtige skildring af hushjælpen Cleo og den mexicanske familie, hun arbejder hos. Fortællingen bygger på Cuaróns egen barndom – han er en af de privilegerede børn i huset, hvor mor og især far ofte er væk – og man mærker en ufattelig detaljerigdom i enhver vandpyt med flyet spejlet i luften, i enhver uvelkommen hundelort i familiens carport. Stor, stor erindringskunst.

Men suspensen kommer også langsomt snigende og kulminerer altså i tre uomtvisteligt mesterlige enkeltscener. Hvor Cleo i en møbelbutik pludselig befinder sig midt i det militante oprør, der ulmer i gaderne gennem det meste af filmen. Hvor hun er på hospitalet, og vi følger de barske begivenheder i et langt, nervevridende take. Og hvor familien er på stranden, og kameraet betragter urovækkende på afstand, mens det pludselig er liv og død i de kraftfulde bølger.

Det skal ikke spoiles. Det skal bare ses.

 

Robert Pattinson i ‘Good Time’.

‘Good Time’

Brødrene Benny og Joshua Safdie er to af amerikansk films mest interessante stemmer med film, der er kompromisløse i deres favntag med den grimme virkelighed og empatiske i deres skildringer af storbyens udskud. Den næsten uudholdeligt naturalistiske ’Heaven Knows What’ om heroinmisbrugere i New York blev fulgt op af Cannes-hittet ’Good Time’, en tour de force fra samme metropol med den kriminelle taber Connie (Robert Pattinson) i fokus.

I starten af filmen røver Connie og hans debile bror Nick (Benny Safdie selv) en bank. Men det går grueligt galt, Nick ender på hospitalet, og Connie prøver i et misforstået anfald af broderkærlighed at redde ham, fordi han er vant til, at det er dem mod verden. Genistregen ved ’Good Time’ er, hvordan den både opleves som drøm og mareridt. Den varme billedside, Oneohtrix Point Nevers psykedeliske score og især den smukt melankolske slutning giver et uvirkeligt skær til historien, som samtidig udspiller sig i den mest skinbarlige sociale virkelighed blandt folk, som aldrig har fået en chance – og hvis de har, har de fucket den op.

Robert Pattinson skaber i karrierens bedste rolle en både enerverende dum og sympatisk figur, hvis desperation man mærker langt ned på stolerækkerne. Det er en film i ånden efter 70’ernes intense storbyfilm a la ’Dog Day Afternoon’ og ’Mean Streets’ – og på mange måder af samme høje kvalitet.

 

Kumail Nanjiani og Zoe Kazan i ‘The Big Sick’.

’The Big Sick’

Den romantiske komedie fik en kærkommen saltvandsindsprøjtning i 2017 af hylende morsomme ’The Big Sick’, der skolede samtlige klæge sick flick-film fra de senere år i fræk selvironi og sygesengsamoriner med et jordnært, virkelighedstro twist. Filmen er således baseret på manusduoen og ægtefællerne Kumail Nanjiani og Emily V. Gordons egen historie, og førstnævnte indtog selv hovedrollen over for overmåde charmerende Zoe Kazan som Emily, der pludselig bliver ramt af en mystisk sygdom og lægges i koma.

Så langt, så sæbeopera-agtigt tænker du måske, men ’The Big Sick’ er alt andet end klichetynget, når den udforsker stand-up-komikeren Kumails forhold til de nye svigerforældre – scenestjælerne Holly Hunter og Ray Romano – og ikke mindst hans egen families ihærdige forsøg på at matche ham med en række potentielle indiske kærester.

Kulturforskellene mellem Kumail og Emilys verdner giver ’The Big Sick’ anledning til at tage aktuelle samfundspolitikker under kærlig behandling med et lige dele satirisk og sjældent nuanceret vid – ikke ulig Netflix-serien ’Master of None’ – og Kumail Nanjiani spiller veloplagt på sin baggrund som ikketroende andengenerationsindvandrer i det post-9/11-muslimforskrækkede USA. ’The Big Sick’ er en kærlighedshistorie for og af sin samtids hovedrystende diskrepans mellem blomstrende fordomme og politisk korrektheds-pavernes tyranni – og den mest ærlige romance i årevis.

 

Christian Bale i ‘The Dark Knight’.

‘The Dark Knight’

Christopher Nolans superheltekrimi er et fabelagtigt underholdende genremashup af Michael Manns ’Heat’ og Tim Burtons ’Batman’, forvandlet til et filmhistorisk unikum af Heath Ledgers Oscar-belønnede kraftpræstation som Gothams klovneprins Jokeren, hvis eneste drive er totalt anarki.

I modsætning til mange af dens superheltefæller er ’The Dark Knight’s appel og æstetik langt fra falmet med årene, og der er så godt som ingen slinger i valsen i det bundsolide cast, der foruden Ledger tæller Christian Bale (hvis Bruce Wayne til tider udviser foruroligende Patrick Bateman’ske træk), Michael Caine, Gary Oldman, Maggie Gyllenhaal (som overtog Bat-amour-rollen Rachel fra Katie Holmes), Aaron Eckhart og Morgan Freeman.

Filmen presser sømmet i bund fra første hæsblæsende actionscene igennem Gothams gader (Chicago, der agerer langt bedre superhelte-gotisk kulisse end New York i den efterfølgende ’The Dark Knight Rises’), og Nolan er ikke bange for at smide de mest godhjertede karakterer under bussen – til velkommen dramatisk effekt, der sender hjertet helt op i halsen. Some men just want to watch the world burn …

 

Jake Gyllenhaal og Heath Ledger i Ang Lees ‘Brokeback Mountain’.

‘Brokeback Mountain’

Heath Ledgers fåmælte cowboy Ennis og Jake Gyllenhaals charmør Jack knytter ubrydelige og umulige bånd på en baggrund af storslåede naturscenarier i Ang Lees mesterlige western, der ikke har mistet et gran af momentum siden premieren i 2005.

’Brokeback Mountain’ skabte øget fokus omkring mainstream-homofortællinger i Hollywood (om end det tog længere tid, end man skulle have forventet) og gav os en af det 21. århundredes mest åndeløst gribende filmskildringer af en umulig romantisk relation, der hudfletter USA’s über-maskuliniserede cowboy-mytologi.

Lee vandt en Oscar for bedste instruktør, og både Ledger og Gyllenhaal blev nominerede for deres præstationer, mens Michelle Williams fik en nominering for bedste birolle (hun vandt ikke, men scorede en større pris, idet hun fandt sammen med Ledger under indspilningerne).

 

Miles Teller og J.K. Simmons i ‘Whiplash’.

’Whiplash’

Damien Chazelles film om en trommeslager og hans sadistiske mentor er en af den slags film, der vokser, først i hukommelsen og siden ved gensyn. Sjældent har man set en så stramt komponeret film, der med thrillerens sans for spænding holder tilskueren i en skruetvinge, selvom det, der udspiller sig, er elitær jazzmusik på et fornemt konservatorium i New York.

Om filmen giver et realistisk blik på jazzmusik er for så vidt underordnet, for hovedsagen er den allegoriske fortælling om, hvor langt man vil gå for at indfri sin drøm. Den er et stik i sidebenet til mængden af håbløse drømmere, der arrogant tror, at de kommer sovende til genistatus, en hyldest til succes gennem blod, sved og tårer, men også en film, der dyrker den moralske kompleksitet hen ad vejen.

J.K. Simmons har skabt en ikonisk figur med den enigmatiske, uforudsigelige Fletcher, men Miles Tellers præstation som den unge fyr, der må gå så grueligt meget igennem, skal heller ikke undervurderes.

Filmens få knaster – en lidt uforløst romance og en deus ex machina-agtig bilulykke – er bagateller i det store billede, og vores bud er, at ’Whiplash’ vil stå tilbage som en nyklassiker, når mange andre Oscar-vindere er glemt.

 

Sam Rockwell i ‘Moon’.

‘Moon’

’2001: A Space Odyssey’ møder ’Solaris’ møder en af Sam Rockwells bedste roller i karrieren i den sælsomme ’Moon’, instrueret af Duncan Jones. Rockwell spiller astronauten Sam, hvis treårige udsendelse på en rumstation lakker mod enden. Sam har til opgave at sende særlige ressourcer tilbage til jorden, der kan afhjælpe en akut energimangel, og hans eneste selskab på missionen er computeren GERTY (med creepy fløjlsstemme af Kevin Spacey) – en nær, lidt for intelligent fætter til Kubricks notoriske HAL 9000 i førnævnte ‘2001’.

Isolationen tærer på Sam, som forsøger at holde modet oppe ved tanken om, at han snart skal genforenes med sin hustru og datter. Men så dukker der pludselig en anden mand op i de trange rammer – en mand, der ligner Sam til forveksling. ’Moon’ fucker ikke bare med stakkels Sams hjerne, men i høj grad også med seerens, når man forsøger at knække koden til, hvad fanden der egentlig foregår. Er Sam blevet sindssyg? Er GERTY gået amok?

’Moon’ er et uhyggeligt velspillet klaustrofobisk feberdrøm, der trækker tæppet væk under alle involverede parter til slut.

 

Leonardo DiCaprio i ‘The Departed’.

‘The Departed’

Martin Scorsese begik endnu en karriereklassiker med Oscar-vinderen ’The Departed’, der griber seeren om struben i to en halv times nærmest ulideligt neglebidende spænding, mens Leonardo DiCaprio og Matt Damon giver to af karrierernes stærkeste præstationer på hver sin side af loven.

DiCaprio er undercoveragenten Billy, der skal infiltrere den frygtindgydende irske godfather Frank Costellos (djævelske Jack Nicholson) kriminelle miljø, men missionen kompliceres fatalt, da det viser sig, at politiets nye gulddreng Colin Sullivan (Matt Damon) har lidt for nære forbindelser til Costello. Mark Wahlberg, Martin Sheen og Alec Baldwin yder vægtig birollesupport (Wahlberg blev sågar Oscar-nomineret) i det brutale univers, der leverer det ene chok-twist efter det andet.

Et moderne krimimesterværk af allerhøjeste kaliber baseret på den i øvrigt lige så anbefalelsesværdige Hong Kong-thriller ’Internal Affairs’.

 

Lina Leandersson i ‘Lad den rette komme ind’.

‘Lad den rette komme ind’

Glem ’Twilight’s glitrende modelvampyrer og Draculas teatralske charme: Svenske Tomas Alfredsons ’Lad den rette komme ind’ er slet og ret en af de bedste og mest ’realistiske’ vampyrfilm nogensinde. Hensat til en grå Stockholm-forstad i 1982.

Kåre Hedebrandt spiller 12-årige Oskar, der mobbes ubarmhjertigt i skolen og længes desperat efter en ven. Hun dukker op i skikkelse af den mystiske pige Eli (Lina Leandersson), der flytter ind i boligblokken med en tilsyneladende streng ældre herre, hvis relation til Eli er uklar.

’Familieforholdet’ er imidlertid langt fra det mest besynderlige ved den tavse pige, der viser sig at have uhyggelige overnaturlige evner. Oskar er forgabt – men er ensomme børns venskabsbånd ubrydelige for enhver pris?

Skildringen af de to stigmatiserede børns gensidige sympati og forståelse er umådeligt fin, og Hedebrandt og Leandersson er naturtalenter foran Alfredsons kamera, der spejler hovedpersonernes længsler efter nærvær i det trøstesløse socialrealistiske forstadsmiljø.

 

Bradley Cooper og Lady Gaga i ‘A Star Is Born’.

‘A Star is Born’

Bradley Coopers debuterede som instruktør med en (fjerde!) genindspilning af Hollywoods mest elskede kønspolitiske skæbnefortælling om den unge kvinde Ally, hvis sangtalent opdages og coaches af den fallerede rockstjerne Jack. Sød musik opstår, men harmonierne bliver stadigt mere skingre, i takt med Allys popularitet begynder at overskygge elskeren og mentorens falmende spotlys.

Filmens tematikker omkring underholdningsbranchens patriarkalske magtstrukturer føles mindst lige så relevante i 2018, som da den første film fik premiere i 1937 – om noget kan man gyse over, hvor lidt ligestillingen i Hollywood udviklede sig i årtierne efter – og Lady Gaga uden kødkjole-couture og makeup er en åbenbaring af et Oscar-værdigt skuespiltalent.

’A Star Is Born’ er en klassisk tragikromantisk tåreperser, der hepper på den unge kvindes stjernefart, samtidig med at den ikke dæmoniserer manden, hvis maskuline selvbillede eroderer over for en ny virkelighed, hvor the future is female, men som giver plads til begges eksistentielle udfordringer i en brydningstid.

Soundtracket? Et af årtiets bedste, naturligvis.

 

Rutger Hauer i ‘Blade Runner’.

‘Blade Runner’

Ridley Scotts ikoniserede sci-fi-klassiker fra 1982 behøver næppe nogen nærmere introduktion, men har du alligevel endnu ikke oplevet Harrison Ford som replikantjægeren Rick Deckard (en såkaldt ’blade runner’) og Rutger Hauer som replikanten Roy Batty, der tager brutale metoder i brug i kampen for sin frihed, venter der dig en stor filmoplevelse i det futuriske år… 2019.

Deckard har Roy og dennes kæreste Pris (Daryl Hannah) i søgelyset, men da han møder gudesmukke og skarpe Rachael (Sean Young) – der ikke selv er klar over, at hun er en replikant – udfordrer følelserne ham til at granske den eventuelle diskrepans mellem at være menneskelig, at besidde menneskelighed og ikke mindst at udvise medmenneskelighed.

’Blade Runner’ stiller eksistentialistiske spørgsmålstegn ved vores forhold til teknologi (mere relevante i dag end nogensinde) og accept af ’de fremmede’ i samfundet, samtidig med at Ridley Scotts stemningsfyldte fremtidsverdensopbygning blæser en bagover med sin detaljerigdom og smægtende, noir-stilistiske fotografering.

 

Al Pacino og Robert De Niro i ‘The Irishman’. (Foto: Netflix)

’The Irishman’

’The Irishman’ er et panoramisk, blodplettet USA-portræt fra gangsterfilmens konge Martin Scorsese, der sammen med sit overdådige hold skuespillere kan holde alle gryder i kog, også med en spilletid på tre en halv time.

Store dele af ’The Irishman’ er baseret på Charles Brandts bog om Frank ’The Irishman’ Sheeran, ’I Heard You Paint Houses’, selvom flere centrale detaljer, særligt omkring Jimmy Hoffas forsvinding, er omdiskuterede og uafklarede.

Sikkert er det dog, at Sheeran (Robert De Niro) qua sin relation til mafiaen kom til at arbejde som livvagt og mægler for Hoffa (Al Pacino), en berømt, højkarismatisk fagforeningsleder med tvivlsom etik, der ikke desto mindre for samtidens lønslaver var en stjerne.

Filmen rummer alle de klassiske Scorsese-greb: voice-overen, de lange tunnelagtige kamerature gennem udsøgt interiør og periodekolorit, en kaskade af navne på wise guys som The Razor og The Weasel. Den svinedyre cgi-makeup anvendt for at forynge den aldrende forbryderbande går an, men langt vigtigere får de to kæmper Pacino og De Niro lov til at kappes om kameralinsens gunst, mens Joe Pesci er tilbage fra pensionen med et fantastisk underspillet portræt af en venlig gangster, der sender utallige mennesker i døden.

Scorsese introducerer nærmest en helt ny genre, hvor vi følger de leverplettede gangstere til alderdommens yderste kant, mens blykugler i seksløbere bliver erstattet med piller i ugedoseringsæsker. Muligheden for tilgivelse berøres, og ’The Irishman’ bliver en fornem elegi over Scorsese og De Niros voldelige filmværker sammen.

 

George Clooney i ‘O Brother, Where Art Thou?’.

‘O Brother, Where Art Thou?’

Det er svært at forestille sig andre end Coen-brødrene kaste sig over en filmatisering af James Joyces ’Ulysses’ i komedieform hensat til Sydstaterne, pulserende af svingende bluegrass og med en usædvanligt bøvet George Clooney som den titulære hovedrolle. Men resultatet er ikke desto mindre overmåde gennemført og hylende morsomt.

’O Brother, Where Art Thou?’ fortæller det græsk-inspirerede eventyr om den charmerende plattenslager Ulysses Everett McGill, der undslipper sin fængselsdom i Mississippi sammen med to medfanger: Tilbagestående Delmar (Tim Blake Nelson) og temperamentsfulde Pete (John Turturro). Trioen tager på jagt efter en nedgravet skat, og som cover stifter de bluegrass-gruppen The Soggy Bottom Boys ( … ), der får uventet stor succes – alt imens en række farverige karakterer krydser deres vej, fra John Goodmans bulderbamse Big Dean Teague og Holly Hunter som Ulysses hustru Penny.

’O Brother, Where Art Thou?’ er Coen-brødrene i stormform, krydret med et fantastiske soundtrack, der tilmed vandt en Grammy for bedste album.

 

Tessa Thompson og Lakeith Stanfield i ‘Sorry to Bother You’.

’Sorry to Bother You’

Der er nogen, der siger, at alle historier er fortalt før, men ’Sorry To Bother You’ er beviset på, at det ikke passer. At det stadig er muligt at lave en film, der ikke bare tager røven på én. Men gør det igen og igen og igen.

Alene udgangspunktet er uimodståeligt: I en nær fremtid får den retningsløse fyr Cassius (Lakeith Stanfield) job som telefonsælger af leksikoner, i starten uden den store succes. Men da en ældre kollega (Danny Glover) anbefaler ham at bruge sin »hvide stemme«, sælger han pludselig røven ud af bukserne: Han bliver forfremmet til powercaller i den særlige loge, hvor alle taler med hvid stemme hele tiden, og han jetsetter sig hele vejen til fest med et kokainsniffende, bro-slesk Silicon Valley-fænomen spillet af Armie Hammer i en forrygende komisk rolle.

Men her slutter det ikke, slet ikke. Rapperen Boots Rileys instruktørdebut er surrealistisk (Cassius’ hvide stemme ’spilles’ af David Cross), hyperenergisk, humoristisk og dybt anarkistisk i sin kritik af kapitalisme og raceforhold. En film ulig nogen anden.

 

Leonardo DiCaprio i ‘Catch Me if You Can’.

‘Catch Me If You Can’

Steven Spielbergs film om den virkelige charlatan Frank Abagnales utrolige svindelnumre er lige så uimodståeligt charmerende som sin overbevisende hovedperson, hensat til de skrøbeligt håbefulde år mellem missilkrisen og intensiveringen af Vietnam-krigen.

Leonardo DiCaprios Abagnale personificerer en kultur i opbrud når han glider fra kæk rebel without a cause til tiltagende desperat jaget mand i slut 1960’erne, men Spielberg kontrasterer de mørkere samfundspolitiske undertoner med spandevis af løssluppen katten-efter-musen-fortællerglæde, labert tidstypiske scenografi (alle mad men’s drøm), John Williams legesyge score og sværvægtskombinationen DiCaprio og Tom Hanks, der glider ind i deres roller som var de skræddersyede smokings.

Det er en film om illusionister og dem, der fanger kortet i luften – såvel som et overraskende personligt portræt af, hvordan skilsmisse og forældresvigt farver voksne børns selvbilleder.

I hænderne på en mindre finmotorisk instruktør, kunne ’Catch Me If You Can’ hurtigt være blevet en glat ål, men Spielbergs greb om den historiske ramme i USA og gedigne flair for at iscenesætte menneskeligt drama med en perfekt doseret ration af intelligent humor og lurende weltschmerz fra ensomme eksistenser på samfundets kant går op i en højere enhed, og skaber et værk, der ikke bare tipper på hatten til Hollywoods gyldne æras komedier, men etablerer sig som en klassiker i sin egen ret.

 

‘Underverden’.

De bedste af resten …

Det kræver smerteligt finpudseri at vælge bare 20 titler fra Netflix’ katalog, og derfor skal der lyde et stort shout-out til runner-ups fra Luc Bessons geniale krimidrama ’Léon’ til danske Fenar Ahmads barske ‘Underverden’, komedieperlen ’Game Night’, stærke Netflix-originals som ‘Annihilation’ og ‘Private Life’ og gribende dokumentarer som ’Strong Island’, ’De hvide hjelme’ og ’Jim & Andy’.

De små film kan nemt drukne i udvalget, men det er bestemt også værd at opsøge LGBTQ-dramaet ’Beach Rats’ (der hittede på CPH PIX), ligesom det heller ikke skorter på skæve, kontroversielle eventyr a la Bong Joon-hos barske økodrama ’Okja’, sælsomme ‘A Ghost Story’ med Casey Affleck og Jim Jarmuschs ‘Paterson’ med Adam Driver.

Boxoffice-fans kan få stillet sulten med popcornssucceser som Christopher Nolans ’Inception’, Pixar-perlen ‘Coco’, historiske Marvel-brag som ‘Black Panther’ og Avengers’ sidste kapitel ‘Avengers: Endgame’, drøncharmerende og marmeladeglade ’Paddington’ og selvfølgelig Peter Jacksons episke ’Lord of the Rings’-trilogi.

Og så kan man også finde det pureste klassikerguld i form af tyske Wolfgang Petersens klaustrofobiske ‘Das Boot’, Martin Scorseses gangsterklassiker ’Goodfellas’, Steven Spielbergs hajgys ‘Jaws’ og Mel Gibsons bombastiske ‘Braveheart’.

God streaming!

Læs også: De 15 bedste dramaserier på Netflix lige nu

Læs også: De 20 bedste HBO-serier nogensinde

Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold