»Et spektakulært portræt af en diva« – se filmen om Grace Jones på C More

Rae Sremmurds ‘SR3MM’ er deres ‘Speakerboxxx/The Love Below’ – med én vigtig undtagelse

Rae Sremmurds ‘SR3MM’ er deres ‘Speakerboxxx/The Love Below’ – med én vigtig undtagelse
Rae Sremmurd.
Rae Sremmurds ‘SR3MM’ er deres ‘Speakerboxxx/The Love Below’ – med én vigtig undtagelse - SR3MM
4 6
Rae Sremmurd
'SR3MM'

Album, Universal

Det er næsten altid det samme med hiphopduoer.

Kald det Outkast-syndromet: Den ene halvdel er håndværkeren, den teknisk dygtige rapper, der laver stærke sange inden for en særlig tradition (i Outkasts tilfælde Big Boi), mens den anden er den excentriske kunstner, der hele tiden synes at være ved at sprænges af de bånd, konventionerne lægger på ham (hej, André 3000).

Hos trap-duoen Rae Sremmurd har Slim Jxmmi altid været den traditionelle rapper. Han har en rå, energisk vokal og kan lide at lave intense trap-bangers.

Swae Lee er til gengæld den flamboyante stjerne. Han har skrevet omkvædene på alle deres store sange og har senest opdaget sin tropiske side, siden han lavede verdenshittet ’Unforgettable’ med French Montana sidste år.

Så duoens tredobbelte (!) album ’SR3MM’ er faktisk ikke (kun) et forsøg på at proppe så mange sange som muligt ned i én udgivelse for at få flere streams. Det er snarere duoens version af Outkasts ’Speakerboxxx/The Love Below’: Et projekt, hvor duoen i princippet er gået hvert til sit, men stadig er bundet sammen.

Forskellen her er bare, at vi ud over de to soloprojekter (’Swaecation’ af Swae Lee og ’Jxmtro’ af Slim Jxmmi) også får et klassisk Rae Sremmurd-album, der ligesom triple-albummet som helhed bare hedder ’SR3MM’ (ja, vi synes også, at det er pænt forvirrende med alle de underlige titler).

Resultatet er soloudgivelser, der stritter i to forskellige retninger, men som har fællesalbummet som en slags lim.

Og apropos dét album: Man kunne godt mistænke det klassiske Rae Sremmurd-album for at være lidt en andenprioritet for Swae Lee og Slim Jxmmi, mens de lavede deres soloprojekter.

Selv om det er en stærkt udgivelse med et par hits som den fantastiske ’Powerglide’, der skaber en ny, hurtigere lyd for duoen, har albummet ikke samme perfekte balance af poprap og trap som de første to ’Sremmlife’-plader.

’Perplexing Pegasus’ er en fantastisk sang, men den er bare ikke helt en ny ’Black Beatles’, og den Metro Boomin-producerede ‘T’d Up’ har også været ude noget tid, uden at den ligefrem har blæst verden omkuld. ’Bedtime Stories’ og ’Buckets’ er henholdsvis en ekstremt stærk poprap-sang og en usædvanlig tung Atlanta-trap-banger, men de domineres lidt af gæsterne The Weeknd og Future.

Så ja: Niveauet er gennemgående højt, men der mangler bare noget.

Noget helt nyt får man til gengæld på ’Swaecation’. Swae Lee havde lovet et helt album med ’Unforgettable’-sommerhits, men det her er både anderledes og uventet eksperimenterende. For selv om den tropiske stemning er det gennemgående tema, og Swae Lee totalt har skiftet rap ud med sang, er det ikke overdrevet omkvædsdrevet eller poppet.

Her er mere døsig stemning end løssluppen fest: Som et poolparty, der ikke helt er startet endnu.

Det er ikke så meget sommerhits som et soundtrack til en af de dage, hvor det næsten er for varmt, og man døser den hele dagen. ’Guatemala’ og ’Hurt To Look’ er undtagelser i kraft af deres stærke omkvæd, men faktisk er højdepunktet nok ’Offshore’ med Young Thug.

Det er en sang næsten uden bevægelse: Man driver ikke nogen steder hen, men har det fortræffeligt lige der, hvor man er. Og Thug er selvfølgelig den perfekte gæst til at synge dovne sommerviser over et boblende beat.

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

Der er noget meget luksuriøst og overdådigt over ’Swaecation’. »Do it on my jet, let’s keep it private«, synger Swae Lee på højdepunktet ’Guatemala’, mens linjerne »I’m sure you never had this experience before / helicopter on the roof, let’s soar«, kommer fra ’Lost Angeles’.

Det her album kunne være soundtracket til Ja Rules luksuriøse Fyre Festival – hvis den altså havde set ud som i trailerne og ikke vist sig at være en smadret undtagelseszone. Det er en nydelse at lytte til. Selv om det også kan virke lidt tomt nogle gange.

Her er nemlig ikke noget dybere mening og overraskende få melodiske indfald – det er perfekt sommerferiemusik, men nogle gange kan man nærmest føle sig bedøvet af al den solskin.

Man vågner til gengæld pænt bræt af sin sommerlige slummer, så snart det voldsomme ‘Brxnks Truck’ sparker tredje del af ‘SR3MM’ i gang.

Slim Jxmmi har nemlig valgt det modsatte af tropisk luksusmusik. Rae Sremmurds underdog har skabt et album, der er ligeså stilmæssigt stringent som Swae Lees album, bare i den totalt modsatte retning. Det her er rå, energisk fest-rap: Sange om stripklubber, der nogle gange lyder som sange om at slås.

Når Slim Jxmmi vrisser »Imma go fuck with the strippers tonight« på ’Players Club’, lyder det lige så glædesløst, som da Future sang om narkorus og klubbesøg på det stilskabende ’DS2’-album.

Ud over Future virker nogle af de her sange også inspireret af den unge, rowdy Soundcloud-rap. De første tre numre på ’Jxmtro’ er for eksempel under tre minutter lange, minimalistiske festsange, hvilket er endnu en kontrast til Swae Lees udstrakte sange, der tit er over fire og fem minutter.

Det er gennemført, og gæsterne leverer overraskende præstationer: Skuespillerinden Zoë Kravitz rapper på den hårdtslående ’Anti-Social Smokers Club’, mens Pharrell dukker op med et intenst vers på ’Chanel’.

Men der er også en grund til, at Swae Lee er stjernen. For hvor Swae Lee synger og kan skabe et godt omkvæd af meget lidt, er næsten alle omkvædene her bare en enkelt linje, der gentages. Det skaber en vis intensiverende effekt, men viser samtidig nogle kunstneriske begrænsninger.

Slim Jxmmi er nemlig lidt en rapper med én stil og ét tempo, der ikke har det mest melodiske øre. Ideelt set kunne han blive en ny 2 Chainz: En rapper, der får en lang karriere ved at gå all in på ligetil trap-musik, fordi det er det, han er bedst til.

Så ja, Slim Jxmmis album er lige så Atlanta-fikseret, som Swae Lees er tropisk. Og som helhed er ’SR3MM’ et vellykket album, fordi begge rappere følger deres impulser til fulde: Der er vitterligt ikke et eneste rap-vers på ’Swaecation’, og Slim Jxmmi lader ikke som om, han er skabt til at skrive pophits på ’Jxmtro’.

Begge rappere har stadig deres svagheder. Slim Jxmmi fordi han ikke er verdens mest karismatiske kunstner, og Swae Lee fordi han stadig er ved at finde ud af, hvordan han kan få alle sine nye ideer til at give mening.

Men det er imponerende, hvor gennemført de alligevel har skabt deres respektive personaer og æstetikker sideløbende med, at Rae Sremmurd-projektet kører videre. Derfor giver ’SR3MM’ også grund til optimisme.

For hvor Outkasts ’Speakerboxxx’/’The Love Below’ markerede et sidste højdepunkt for Outkast, føles det her mere som en begyndelse.


Kort sagt:
Trap-duoen går i Outkasts fodspor. For ligesom den legendariske duos ‘Speakerboxxx/The Love Below’ har Swae Lee og Slim Jxmmi skabt et fælles album, der indeholder soloudspil fra begge medlemmer. Swae Lee skaber tropisk sommermusik på ‘Swaecation’, mens Slim Jxmmi går all in på rowdy fest-trap på ‘Jxmtro’ – og som tilgift har vi også fået endnu et klassisk Rae Sremmurd-album. Det lyder kaotisk, men faktisk peger den her spraglede udgivelse mod en frugtbar fremtid for duoen.

Læs også: Kommentar: Hvordan Rae Sremmurd har gjort hiphoppen uskyldig igen

Advertisement