Stor belgisk festival aflyser på dagen – allerede døbt Fyre Festival 2.0

Stor belgisk festival aflyser på dagen – allerede døbt Fyre Festival 2.0
Vestiville er allerede blevet døbt Fyre Festival 2.0. (Foto: Netflix)

Den nystartede belgiske musikfestival Vestiville stod til en stort anlagt ilddåb fredag den 28. juni med navne som Cardi B, Asap Rocky, Migos, Future og Meek Mill på plakaten. Men på åbningsdagen måtte borgmesteren i byen Lommel lukke festivalen ned på grund af sikkerhedsproblemer kort inden åbningen.

Inden da havde Asap Rocky selv aflyst sin koncert på grund af »sikkerhedsmæssige og infrastrukturelle bekymringer«, hvilket i sidste ende førte til aflysningen af hele festivalen. Borgmesteren udtaler i en pressemeddelelse:

»Sikkerheden på festivalen kan ikke garanteres. Jeg forstår jeres skuffelse, men jeg vil ikke skulle forklare forældre, hvorfor deres børn ikke kom sikkert hjem i morgen«.

Vestiville er allerede blevet døbt Fyre Festival 2.0. Ligesom Ja Rules skandaleramte festival var Vestiville blevet solgt som en luksusfestival med VIP-pakker til over 3.500 kroner, pools og store villaer samt et større shopping-område. Mange har da også bemærket ironien i, at Ja Rule selv var på plakaten til festivalen.

I dansk sammenhæng er det særligt interessant, da Vestiville skulle have været Cardi B’s første oversøiske koncert efter hendes omfattende koncertaflysninger grundet sine plastikoperationer. Hvis Cardi B havde gennemført Vestiville, ville vi nærmest med sikkerhed vide, at hun også var klar til Roskilde på onsdag. Men nu må vi altså fortsat holde vejret i spænding.

Ifølge det belgiske medie HLN.be blev tre af arrangørerne anholdt kort efter aflysningen. De mistænkes for bedrageri, hvidvask af penge og svindelnummer i millionklassen.

Aflysningen gjorde, at flere festivalgængere blev fanget i campingområdet i mere end 14 timer uden mulighed for at få hverken vådt eller tørt.

Læs også: Roskilde Festivals areal står til at formindskes markant

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af