Spot Festivals ædle formål fik et nyt skær i post-pandemiens virkelighed

Grundet corona har der med rette været snak om en tabt generation af musiktalenter. På årets Spot Festival fik de nye navne endelig lov til at fylde livescene efter livescene.
Spot Festivals ædle formål fik et nyt skær i post-pandemiens virkelighed
Fabräk på Spot Festival. (Foto: Toke Hage/Soundvenue)

KOMMENTAR. Corona-nedlukningen har været ubærligt hård for alle led i musikbranchens fødekæde. Ingen livemusik, udskudte album og en lang række af talenter, som godt nok kunne udgive deres musik, men ikke skabe det momentum, som små shows og festivaljobs blandt andet er med til at danne.

Der har været snak om en tabt generation af musiktalenter: Dem, der udgav et fantastisk (debut)album eller etablerede hype med skarpe singler, men hvor snebolden simpelthen stoppede på vej ned af bjerget, fordi restriktioner til højre og venstre satte en stopper for lavinen.

Sådan et scenarie er skræmmende og næsten ikke til at bære. Talenter skal plejes og skubbes frem, de skal have de rigtige betingelser og muligheder. Det er det, der holder den danske musikscene konstant frisk og i konstant udvikling.

Corona har helt sikkert ødelagt en god portion karrierer, desværre. Men til årets Spot Festival stod det samtidig klart, at den danske talentmasse ikke har ladet sig kue under Covid-19’ens skyer.

Festivalen i Aarhus har alle dage haft fokus på vækst- og mellemlaget i dansk musik og fungerer i bund og grund som en showcase-festival, hvor nysgerrige musikfans og branchepersoner fra nær og fjern kan komme og spotte morgendagens (eller de lidt mere etablerede) stjerner.

Det med at spotte morgendagens stjerner foregår selvfølgelig meget på internettet disse dage, men formålet med at fremvise en samlet talentmasse på yderst komprimeret vis, det står Spot Festival stadig for – og det ganske enkelt ædle formål strålede om noget endnu klarere her i post-pandemiens lykkerus, hvor publikum ikke skulle forholde sig til mundbind, indhegninger og alle de andre restriktioner.

Én ting var dog de fraværende restriktioner – en gennemtrængende lykkefølelse boblede også i kroppen ved tanken om de mange talenter, der endelig kunne få lov til at komme ud og optræde for et frådende festivalpublikum. Artister fra alle leder, kanter og udkanter af den danske musikscene.

Kunstnere som Fäbräk, Bbybites, Prisma og Dayyani, der på baggrund af bare et par singler eller en ep fik samlet solide publikumsskarer foran større scener som Voxhall og Rytmisk Sal i Musikhuset. De koncerter havde karakter af at opleve kunstnerne helt i starten af karrieren – både for at lure liveformen, men decideret også for at høre flere sange end de få, der er udgivet.

Joyce på Spot Festival. (Foto: Toke Hage/Soundvenue)

Andre lidt mere etablerede navne som Brimheim, Joyce og Mina Okabe, der har slået igennem under corona, fik også lov til at stråle, mens man heller ikke skal glemme, at endnu mere etablerede navne som Fraads og Ganger også har udgivet album i denne her skyggeperiode – begge af de sidstnævnte navne havde decideret kroningsøjeblikke i Musikhusets Store Sal.

På den måde blev Spot Festival til en begivenhed, hvor man kunne få lov til at høre al den danske pandemi-musik på ét og samme sted. Og med en lidt mere komprimeret festivalopbygning, der godt nok resulterede i nogle meget frustrerende køproblemer, var det muligt at fange endnu flere koncerter end normalt.

Det var bogstavelig talt muligt at gå fra den ene koncert til den anden. Suge til sig, lade sig rive med, forbløffe – eller smutte videre til det næste, hvis interessen ikke lige blev fanget.

Man kan argumentere for – og det er ikke første gang – at årets Spot-program havde lidt for meget fokus på mellemlaget kontra vækstlaget, men det er til at se igennem fingre med, når festivalen nu fandt sted for første gang siden 2019.

For mens Spot Festival i den grad fik præsenteret den nye danske musik fra sin bedste side (med langt over 100 koncerter på to dage), så fik festivalen i år også et nyt skær: Nemlig at præsentere al den musik live, som har været holdt indespærret af corona.

Og som med andre banebrydende begivenheder, der foregår lige her, hvor pandemiens omklamrende favntag har mistet grebet, så føltes det altså bare ekstra specielt.

Længe leve de danske talenter. Lad os så få fart på snebolden igen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af