Spoilers for ’Joker’.
KOMMENTAR. ’Joker’ var et friskt fordærvet pust:
En samfundskritisk knytnæve i synet på den økonomiske ulighed i et USA, hvor kapitalismens mørke fyrster lader hånt om velfærdsvisioner og sparker nedad på landets mest ressourcesvage borgere for at fore egne lommer.
Instruktør Todd Phillips film med fænomenale Joaquin Phoenix som Gothams klovneprins-in-spe var et noget nær socialrealistisk unikum i det oppustede, selvtilfredse 3D-superhelteland. Det var anti-glorie-fortællingen, vi havde brug oven på ’Avengers’-finalens bombastiske effektliderlighed såvel som et kontroversielt indspark til debatterne om giftig maskulinitet.
Hurra for en spændende ny æra for tegneseriefilmatiseringer, hvor ’Joker’, ’Watchmen’ og ’The Boys’ baner vejen for anderledes giftige mavepusterproduktioner, der borer neglene i grumme aktuelle problematikker.
Men ak.
Nu er ’Joker’ faldet til selvsamme franchisepatter, hvis forudsigelige sequel-samlebåndsmentalitet den ellers udstillede så overlegent i sin egen skarptskårne soloform.
I denne uge har branchemediet The Hollywood Reporter meldt ud, at Phillips, manuskriptsamarbejdspartneren Scott Silva og Phoenix (som åbenbart allerede havde kontrakt på en mulig toer) skulle være kørt endeligt i stilling til ’Joker 2’. Om end vi stadig mangler at høre Phillips sige ordene og/eller begave os med en saftig Instagram-teaser, og at diverse andre filmmedier fra Deadline til The Wrap modsiger nyheden med beskyldninger om ren clickbait.
Det hører da også med til buzzen, at Phillips selv tidligere har manet spekulationerne om en toer i jorden, hvorfor det er en uskøn kovending, hvis instruktøren alligevel har ladet sig friste:
»Vi har ingen planer om at lave en toer. Vi pitchede ‘Joker’ som én film, og det var det«, udtalte Phillips på en pressekonference i L.A. september, hvor han også kaldte sequel-rygterne for »irriterende«.
Intet er altså mejslet i sten endnu – måske – men The Hollywood Reporters annoncering kommer alligevel ikke som den store overraskelse, ’Joker’s enorme kommercielle succes ved billetlugerne taget i betragtning: Den er den bedste indtjenende R-ratede-film nogensinde, der i skrivende stund har høstet over en milliard boxoffice-dollars på verdensplan (et faktum, der ikke er gået ultravoldsslægtningen ‘Deadpool’s næse forbi).
Selvfølgelig tripper moderskibet Warner Bros. for at kapitalisere på momentum – og gerne sooner than later. For selvom de to klovnegys ’Joker’ og ’It: Chaper 2’ har spundet guld for filmstudiet, har 2019 også budt på eklatante økonomiske flops, der skurrer på bundlinjen. Heriblandt ’Doctor Sleep’, ’Godzilla: King of Monsters’ og ’The Goldfinch’.
Den fremragende slutning
Det er svært at forestille sig andet, end at ’Joker 2’ ville blive et så-godt-som-sikkert storhit (og ja, jeg skal da nok også selv se den, hvis det er dér, vi ender). Men for pokker, det er en elendig idé – for Hollywoods maniske insisteren på at følge hver en sejr op, kommer i dette specifikke tilfælde uvægerligt til at farve nyklassikerens kultarv.
Bevares, ikke alle sequels rokker ved originalens status: ‘Doctor Sleep’s tandløshed pletter ikke ‘The Shining’s ikoniske gulvtæppe, og få ville nok have været foruden ‘Aliens’, filmhistoriens måske bedste toer, eller ‘Terminator 2’, for den sags skyld. Andre, som Jack Nicholson-mesterværket ‘Chinatown’s opfølger ‘Two Jakes’, er næsten gået i glemmebogen.
Med en ‘Joker 2’ er der grund til anderledes nervøsitet for, om karakterens myte kan bære springet fra dark horse til DC’s franchiste-hestestald. ‘Joker’ er origin-historien om en karakter, hvis baggrund var et ubeskrevet blad op til Phillips film. Det var esset i ærmet, der på forhånd sikrede filmen absurd hype. Jokerens fremtid er til gengæld allemandseje: Vi ved, hvor det bærer hen.
Arthur Fleck-figurens tvetydighed og mentale sammenbrud var kernen i fortællingens tidløse mystik, der på enigmatisk vis blev hængende fornemt suspenderet i luften oven på Todd Phillips glimrende semi-åbne slutning. En slutning, der – indledningsvist! – lagde op til et væld af fortolkningsmuligheder, akkurat som karakterens vage baggrund i tegneserierne altid har gjort det:
Var det meste af ’Joker’ i virkeligheden Arthur Flecks feberdrøm – en inside-joke fra en mand, der hele tiden sad på den lukkede afdeling?
Slog han sin psykiater ihjel i den sidste scene, hvorefter han spankulerer ud af hendes kontor med blodige fodspor?
Og er Flecks klovn den samme Joker, der senere bliver Batmans favorit-nemisis eller måske snarere inspirationen for en fremtidig, langt mere psykopatisk copycat? (Det sidste virker fortænkt, skønt Phoenix har vævet i de baner.)
Det talte til ’Joker’s klare fordel, at den gav bolden op til mangefacetterede fananalyser i stedet for at bekende kulør til det ene eller andet bibelskrift.
Men alle disse spørgsmål vil ’Joker 2’ sandsynligvis skulle besvare og dermed strippe film nummer et for suspense. Hvis toeren da ikke simpelthen reducerer ’Joker’ til forordet for en reel filmsaga om Gothams mest populære sorte får, der – og her er jeg bedøvende ligeglad med, hvad Phillips og co. ellers højthelligt lover nu og her – vil ende med en ambitiøs konfrontation med Robert Pattinsons nye flagermus, der samler DC-familien, inklusive Catwoman, som ‘Joker’ alluderede til i et easter egg i Arthurs notesbog. Fordi Hollywood.
Instruktørens bizarre fodfejl
Det var én ting.
En anden er, at Phillips er kommet fortsættelseskatastrofen i møde ved at gøde jorden for en gedigent ildevarslende rodebutik af mixed messages, idet han har afmystificeret filmens mest polariserende gåde: Myrdede Arthur den søde nabokvinde (Zazie Beetz) og hendes barn ud af incel-lede over at blive ’svigtet’ af samtlige kvinder omkring ham (herunder også moren og socialhjælpen)?
Selv var jeg ikke i tvivl, da jeg så filmen: Selvfølgelig slog Arthur den lille familie ihjel, da psyken slutteligt krakelerede totalt, og Jokerens karakterisk kaoselskende, afstumpede og uforudsigelige vanvid overtog den sidste rest af Arthurs sårede menneskelighed.
Den fuldbyrdede Joker er et monster af det samfund, der har trådt på ham i en menneskealder – eller, som han føler, har trådt på ham – og som har nurset et forrående mindreværd, der som en tikkende bombe eksploderer i emotionel indifferens over for alt og alle.
Han og Batman er jo to alen af ét stykke: Den ene fortaber sig i mørket, den anden dedikerer sig til at bekæmpe det. Begge drevet af psykiske traumer, begge dødsensfarlige mænd, der ikke kan acceptere status quo.
Sådan er det bare ikke i Phillips’ univers. Her, mine damer og herrer, dræber Joker nemlig kun folk, der har gjort ham noget. Altså en selvtægthævner med fed streg under selvet. Og dermed udstyrer instruktøren ikonet med et moralsk kompas, der forråder alt det, Joker står for.
Det er et klassisk eksistentielt dilemma i superhelteregi, hvor de gode før er blevet misforståede som løse kanoner i deres respektive miljøer. Er det nu Jokers tid til at blive forvekslet med en good guy? Og leger Phillips dermed med endnu en spydig samfundskommentar om vores gudedyrkelse af usunde ikoner?
Måske.
Men i mine ører lyder Phillips’ forsvar og bizarre moralske branding af sin hovedrollekarakter langt væk af damage control i kølvandet på bekymringerne om, hvorvidt filmen opfordrer til vold og validerer incel-togter. Dog er det Jokeren, der efterlades damaged (som Jared Letos klovn metaironisk havde tatoveret i panden i ‘Suicide Squad’s fæle udgave af karakteren).
Ofte skal kunstnere vare sig ved at skære deres egne værker ud i pap over for publikum, men her skader Phillips søforklaringer ikke alene ’Joker’s uudgrundelighed og neglebidende uhygge, den spænder også ben for den toer, der kanske er på vej.
For hvor i alverden går vi hen med en superskurk, der ikke blot pludselig skal forklares og udglattes ned i metikuløse psykiske deltaljer (præcis dét, mange frygtede før ’Joker’), men hvis egen instruktør nu også forsøger at klæde ham ud som antihelt?
Jeg ved godt, at jeg taler for døve Hollywood-ører, men pretty please: Lad Jokers triumf stå urørt.
For hans, vores og filmkunstens skyld.