Kære Streaming-år 2020
12 måneders clusterfuck af bibelske proportioner lakker mod enden, og vi løsner champagnepropperne og kridter sutskoene op til det mest ekstatiske, samfundssindihukommende bittelille nytårsknald i mands minde.
»Annus horribilis, vig bort!« vil vi pippe fra altaner og baghaver, som forhutlede gråspurve på det yderste af grenen, der med næb og kløer klynger sig til drømmen om en forestående summer of love.
Men tag ikke vor desperation ilde op, Streaming-år, for du med dit eskapistiske parallelunivers til den virkelige verden af lave var alt andet end horribel. Du var vores ven i nøden efter hvert et alvorstungt pressemøde, hvert et nyhedsoverblik pakket med røde kurver, klimakatastrofer, voksenbabyer med valgsvindel på hjernen og forkølede løgne om bur-minks luksusliv.
Og derfor må en nytårstak være på sin plads:
Tak for Netflix-monsterhittet ’Dronninggambit’, der fik os til at påskønne, at vi lever i en æra, hvor den halve socialt distancerede klode faldt på halen over en fiktionsserie om skak, frem for i en analog fortid, hvor smartass-finter med ’The Sicilian Defense’ havde fået os til at flå hovederne af hinanden under lockdown.
Tænk din barndoms værste Ludo-fejde med en R-rating.
Tak for ’The Mandalorian’s Baby Yoda. Et masseødelæggelsesvåben pakket ind i massiv nuttethed, der holdt os i hånden på sofaen, når det hele blev for meget i ekstremernes år.
Og dermed også tak for lanceringen af selve Disney+, der kom til Danmark i september, lysår efter den amerikanske premiere, men mere end klar til at tæppebombe os med barndomsnostalgiske feels, så vi i smug følte os set og forstået helt ind i det inderste af forbrugersjælen, mens alle kyniske forsvarsværker og bitter murren om enevældige underholdningskonglomerater smuldrede.
(Pyt så med, at storsatsningen ’Mulan’ mavepladskede eklatant, for vi trængte alligevel allermest til en rensende tudetur på Pixar-fabrikken. Og til at se ’Hamilton’, forstås.)
Tak for et too hot to handle reality-forår på Netflix, der næsten overbeviste os om, at kærlighed vitterligt er blind, så længe man ikke hedder Jessica eller Carlton, og at Exotic hawaiiskjorter og lollede memes kan distrahere seermoralen fra blatant dyreplageri.
Næsten…
Tak til Jason Bateman for årets mest creepy birolle i Stephen King-serien ‘The Outsider’ (HBO Nordic), der inducerede os med et skud akut hættetrøjefobi – fem minutter før samfundet lukkede ned, og det halve Nørrebro pludselig myldrede rundt i sammensnørede hættetrøjer foran hylden med toiletpapir i Netto, lige dele angste for at blive udskammet som hamstringstosser og uhyggeligt determinerede efter at tilrane sig de sidste paller Lambi Extra Soft.
Scary shit.
Bateman var imidlertid ikke alene om at gøre skyggerne levende på lange aftener, hvor vi ikke måtte tage i byen og varme os ved fællesskabet:
’The Haunting of Bly Manor’ på Netflix fik os til at sky spejle og clingy ekskærester, og indiefilmen ’She Dies Tomorrow’ på Blockbuster var tæt ved helt at puste vores dommedagsparanoia ud over kanten.
Men den bedst streaming-gyser-nyhed i 2020? At Lars von Trier vender tilbage med ‘Riget’ sæson 3.
Tak for at have gjort os klogere på trans-repræsentation på skærmen såvel som i samfundet i de to uforglemmelige dokumentarer ’Disclosure’ (Netflix) og ’Transhood’ (HBO Nordic), der åbnede vores øjne, vred vores hjerter og konfronterede os med vores egne blindspots.
Bør ses af alle og i særdeleshed af dem, der satte spørgsmålstegn ved polemikken omkring Scarlett Johanssons transrolle – eller nægter at titulere Elliot Page som mand.
Tak for Taika Waititi og venner, der i foråret læste Roald Dahls børneeventyr højt på Youtube.
Hvem er disse venner, spørger du? Cate Blanchett, Chris Hemsworth, Beanie Feldstein, Cara Delevigne, Ryan Reynolds, Meryl Streep, Lupita Nyong’o, Benedict Cumberbatch…
Tak fordi du gjorde os så brandstolte over kreativiteten i det danske fiktionsserieland. For pokker, hvor var der meget at glæde sig over, fra de seriøse (Tobias Lindholms ’Efterforskningen’ for TV 2 og Maja Jul Larsens ’Ulven kommer’ for DR) til de seriøst neglebidende (Milad Avaz’ ’Alfa’ på Zulu), de seriøst unge (Jonas Risvigs boblende isolationsperle ’Centrum’ på Youtube) og de seriøst sjove på Xee (Aske Bang og Alan Hydes ’Cold Hawaii’, Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags ’32’, Zaki Youssefs ’Junglen).
Huttilihut, hvor der er håb for en lys seriefremtid i andedammen (seje mennesker, høj som lav: Lad nu være med at stikke af til L.A. så snart rejserestriktionerne løsner sig, please. We love you).
Tak for de frygtløse herrer Claes Bang og, fandeme så, Adam Sandler, som hver især serverede klassepræstationer på Netflix i henholdsvis miniserien ’Dracula’ og Safdie-brødrenes forrygende film-feberridt ’Uncut Gems’. Vi knuselskede hvert et frenetisk sekund af Sandlers moralske deroute hele vejen til toppen af vores liste over årets bedste film og hev Bang i podcaststudiet hos Soundvenue Streamer, så han kunne fortælle røverhistorier fra Transsylvanien (lyt med HER).
Jep, velkommen til året, hvor verdens mest ikoniske blodsuger var fra Vejle, og Kongen af pruttekomedien satte anmelderhjerter i flammer på streaming, alt imens Christopher Nolan til gengæld brændte broer på IMAX-lærredet og REM’s ’It’s the end of the world as we know it’ kravlede op på iTunes’ hitliste.
Tak for Will Ferrell og Rachel McAdams, der gav hele Soundvenue-redaktionen den her på hjernen. I ugevis. ‘Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga’ på Netflix var alt.
Tak, horisontudvidende Streaming-år, for de kuriøse kulturelle indblik i lukkede samfund, á la det ultraortodokse jødiske miljø i Williamsburg i ’Unorthodox’, baseret på Deborah Feldmans erindringer Charles og Dianas ægteskab i ’The Crown’, baseret på den version af sandheden, man nu engang selv vælger at abonnere på (så længe man bare abonnerer på Netflix).
Tvivlspørgsmål om, hvorvidt storserien nu også gengav Dianas flødeskumsbrudekjole 1:1, kan rettes til den bekymrede engelske kulturminister, Oliver Dowden, der står klar med et fiktionsadvarsels-stempel i Hendes Majestæts hemmelige streaming-tjeneste (vi ser ingen grund til, hvorfor Joy Mogensen ikke bør lade sig inspirere til at smække et lignende mærkat på for eksempel den kommende sæson 2 af ’Alfa’, hvis skildring af narkokriminalitet i Nordsjælland uden tvivl kan få vidtrækkende konsekvenser for ejendomshandlen i Humlebæk).
Tak for MeToo-fortællingerne i britiske Michaela Coels mesterlige miniserie ’I May Destroy You’ (HBO Nordic) og den amerikanske debutinstruktør Kitty Greens spillefilm ’The Assistant’ (premiere 31. december på Viaplay), der tog seksuelle krænkelser under behandling på en måde, vi ikke har set før på streaming (eller andet sted).
Og som vi aldrig har haft mere brug for.
Hvor Coel fiktionaliserede sit eget, virkelige voldtægtstraume fra en våd nat i byen, zoomede Green ind på en purung, kvindelig assistents voksende mistanke om, at der foregår noget uldent på chefens kontor. De to kvinder og værkernes udtryk kunne dårligt være mere forskellige, men begge satte den langt mere Hollywood-ficerede MeToo-film ‘Bombshell’ totalt til vægs.
Tak til sværvægterne Spike Lee og ’Da 5 Bloods’ (Netflix), David Fincher og ’Mank’ (Netflix), og Noah Hawley og ’Fargo’ sæson 4 (HBO Nordic) for at minde os alle om, at det er menneskeligt at fejle.
Tak til Kate McKinnons Rudy Guiliani-parodi på ‘Saturday Night Live’, der især var decideret flyvende, dagen efter Joe Biden endelig var blevet udråbt som vinder af præsidentvalget.
(Som ugerne er skredet frem siden, har selv McKinnons komiske geni dog måtte se sig slået på WTF-faktor af den uvildige ‘Borat’-birollestjerne selv, der senest satte punktum for sin karrieres mest mindeværdige år med et par højlydte prutter under en høring om valgsvindel).
Tak for Nicole Kidmans besynderligt pelsede, lange grønne frakke, aka. Gandalfs badekåbe, der nær ved fik os til at se bort fra Hugh Grants luskede sider i Susanne Biers labre miniserie ‘The Undoing’, og som affødte think pieces på tværs af Vogue og Buzzfeed (designet af den danske kostumier Signe Sejlund, såmænd).
Få ting på streaming fortjente ikke sit eget think piece i 2020.
Tak for Netflix’ myreflittige filmproduktion, der for hver af deres egne fadæser i år begavede os med skæve, overraskende og udfordrende fuldtræffere á la ’Uncut Gems’, Charlie Kaufmans episk snørklede ’I’m Thinking of Ending Things’ (vi slugte i omegnen af 53 think pieces dedikeret til mindfuckeriet), Trey Edward Shults smerteligt smukke ’Waves’, Maïmouna Doucourés kontroversombruste ’Cuties’, den lille animationsskat ’If Anything Happens, I Love You’ og Aaron Sorkins stjernespækkede Oscar-basker ’The Trial of the Chicago 7’, der skrev sig direkte ind i 2020’s ophedede politiske diskurs.
Men den mest sete Original-film på tjenesten? Actionpøllen ’Extraction’, naturligvis.
Ingen krøllet Kaufman slår en Hemsworth i bar mave, når folket har tømmermænd, ej heller i 2020.
Tak for Zendaya og hendes families vilde jubel til årets live-streamede Emmy Awards, hvor hun velfortjent vandt for Bedste kvindelige skuespiller i en dramaserie for ’Euphoria’.
Og til presenter Jennifer Anistons professionelle demonstration af, hvordan man ikke bruger en brandslukker…
Tak for Sacha Baron Cohen som indtog streaming-scenen guns blazing og med et stærkt politisk budskab for øje i både ’Borat Subsequent Moviefilm’ (lanceret på Amazon Prime som optakt til det amerikanske præsidentvalg) og ’The Trial of the Chicago 7’, der meget vel kan sende briten på Oscar-kurs.
»Vi vil gerne have, at filmen fungerer som en påmindelse til kvinder om, hvem de stemmer på – eller ikke stemmer på. Hvis du er kvinde og ikke stemmer imod den her fyr, så skal du vide, hvad det er, du gør mod dit køn«, sagde Baron Cohen til The New York Times om ’Borat’, der gik i flæsket på patriarkatet i USA.
Her halvanden måned senere er der bare at ønske tillykke med valgsejren til vores kasakhstanske favoritfeminist.
Tak for… meningen med livet?
Nej, vi har ikke stirret ind i væggen på hjemmekontoret for længe, for søreme om ikke Disney+ og Pixar (hvem ellers?) runder 2020 af med årets mest sjæleoptøende film, ’Soul’, der gaber over livets største spørgsmål uden at vride kæben af led.
Fra ukritisk at have binget virusfilm som ‘Outbreak’ og ‘Contagion’ i foråret (det var kun rigtigt ’sjovt’ den første uge af lockdown) higede vi sammen med Beth Harmon efter at skabe orden på de indre skatbrætter i efteråret. Vi har per automatik draget insisterende tematiske paralleller mellem samtlige hypede nye streamingtitler og Trump/corona/klimakrisen/BLM/kønspolitik/Søren Brostrøms sexappel, men det er ’Soul’, der her på falderebet favner vores eksistentialistiske kvababbelser i et bjørneknus af nænsom livsklogskab for fortabte voksne (hvordan skal ikke spoiles her).
Var du, kære Streaming-år 2020, måske simpelthen det bedste nogensinde? Det må tiden vise.
Men du var uden tvivl det vigtigste.
Godt nytår!