Roskilde Festival: Her er ni koncerter, du skal se fredag

Vi guider dagligt til de bedste koncertoplevelser på Roskilde Festival – fredag med bl.a. Liss og masser af hiphop.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Liss

Da Liss sidste år begav sig til Dyrskuepladsen, var det for at spille som en del af vores Soundvenue Showdown-event på skate-scenen med blot en enkelt single i bagagen. I år er scenen af betydeligt større format, og drengene, der skal indtage den, har både en ep, en international pladekontrakt, props fra Pharrell Williams og himmelhøj hype i ryggen.

I foråret beviste den aarhusianske kvartet med deres r’n’b-svingende, funky og gennemproducerede popskæringer på debut-ep’en ‘First’ samt med et overbevisende, selvsikkert liveshow på Spot, at der er hold i roserne, så der er lagt op til en solid hjemmebanesejr på drengenes vej mod det store udland.

Avalon
Fredag den 1. juli kl. 13.00

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Anderson .Paak

Et af årets helt store stjerneskud er den californiske rap-crooner Anderson .Paak. Med et par overlegne talkshow-optrædender hos blandt andre Kimmel og Colbert er hans soulfulde, funk-fusionerede hiphop for alvor kommet bredt ud.

Successen tilskrives ikke blot Andersons solide bagkatalog, der toppedes af dette års gennembrud ‘Malibu‘, men i høj grad også den gedigne energieksplosion, han er på en scene. Så sent som i vinter satte han Pumpehuset på den anden ende med hede dansetrin, heftige multijams og upåklagelig festgejst. Det skal dog siges, at Sivas spiller samtidig på Arena, så vil man have dansk rap-fest er der altså også et alternativ.

Apollo
Fredag den 1. juli kl. 14.00

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Whitney

Det er i sandhed dømt stærke sager og lovende stunder denne tidlige fredag på Dyrskuepladsen. Mens Anderson .Paak danser Apollo varm og S!vas på hjemmebane tæmmer Arena, vil der sprede sig sommerstemning og folkidyl på Pavillion, når Whitney indtager scenen.

Det nyudklækkede kollektiv gjorde sig for alvor bemærket med de smittende behagelige folkskæringer ‘No Woman’ og ‘Golden Days’. Sidenhen landede gruppens debutalbum ‘Light Upon the Lake’, og det byder på vellyd af bedste småpsykedeliske, folkpoppede skuffe, så det er til at blive både glad i låget og øm i hjertet af. Det helt ideelle band til den intime Pavillion-scene sådan en (forhåbentlig) solbeskinnet eftermiddag.

Pavilion
Fredag den 1. juli kl. 14.15

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Young Thug

Han smider mixtapes fra sig, som var det dollarsedler på en stripklub. Det ene øjeblik er beatet tungt, trap-snares’ne stramme og linjerne rablende bombastiske – det næste er stemningen tilbagelænet, produktionen poppet og vokalen berusende og slumrende. Både i diskografi og som kunstner er Atlanta-rapperen Young Thug på mange måder en af hiphoppens allermest uforudsigelige stemmer. At han så på sidelinjen efter sigende også har både terrortrusler og Lil Wayne-mordplaner på samvittigheden, gør ham naturligvis ikke mere forudsigelig. Forvent røgtung, heftig hiphop og kraftige klubeksplosioner på Apollo-scenen – ideelt til at sætte skub i fredagens aftenprogram.

Apollo
Fredag den 1. juli kl. 18.00

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Grime-invasion: Stormzy og Skepta

Når vi vurderer, at årets hiphop-program er det stærkeste, Roskilde har stillet med i mange år, skyldes det ikke blot de stærke navne vest for Atlanten. Den markante opblomstring, der hersker i det britiske grime-miljø, er nemlig også solidt repræsenteret, og denne fredag aften byder på to af genrens tungeste drenge: Skepta og Stormzy.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Da den første grimebølge skyllede ind over UK i start-00’erne, red Skepta stilsikkert i front. Men med hans dugfriske album-comeback ‘Konnichiwa’ står den nordlondonske MC atter stærkt i gamet, der i sin revival-æra repræsenteres af et nyt kuld stjerneskud med Stormzys slagkraftige, dybe røst som den måske vigtigste stemme. Der skrives med andre ord seriøs grime-historie af forskellige kapitler denne aften på Dyrskuepladsen.

Stormzy
Apollo, fredag den 1. juli kl. 20.00

Skepta
Apollo, lørdag den 2. juli kl. 02.30

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Mac DeMarco

Hvis man må vælge én kunstner i dagens musikbillede, man måtte tage med sig på en øde ø, er vi ret sikre på, at Mac DeMarco ikke ville være noget dumt valg. Først og fremmest har han et par behagelige mini- og studiealbum i bagagen at byde på, og dernæst virker han som branchens absolut mest gavtyvagtige hyggeonkel. Han er faktisk så hyggelig, at han i løbet af det seneste års tid både har holdt grillfest for sine fans og inviteret dem på kaffe på sin helt personlige matrikel. At påbegynde sin fredag aften med DeMarco under Arenas teltdug kan umuligt blive andet end en fornøjelse – grillpøller og kaf’ eller ej.

Arena
Fredag d. 1. juli kl. 19.00

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Tame Impala

Så sent som i februar tog Tame Impala smutturen fra Australien til Falconer Salen for at give dansken en massiv kalejdoskopisk totaloplevelse. Med setlisten fuld af både dansefordrende crowdpleasere, neopsych-glitrende rockskæringer og medrivende breakup-ballader leverede Kevin Parker og hans impalas et show, man enten bør ærgre sig over at gå glip af, eller glæde sig over, man kan opleve på ny – med andre ord er der uanset hvad god grund til at glæde sig til en spraglet midnatsfest på Arena. Vi håber, at rygterne om en sygdomsramt vokal bliver gjort til skamme-

Arena
Fredag den 1. juli kl. 23.30

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. James Blake

Vi var mange, der brokkede os. James Blake var endda af dem. Og heldigvis er vores brokke-bønner blevet hørt. Hvor James Blake i 2013 spillede sine dybtfølte, melankolske elektro-ballader i bragende solskin en dvask eftermiddag på Orange, har han gudskelov denne gang fået både mere intime rammer og en mørk himmel at spille under: På Arena natten til lørdag.

Med hans seneste kunststykke ‘The Colour in Anything’ føjet til det i forvejen mesterlige bagkatalog, er der hermed lagt op til en magisk aften, hvor Blake og hans synthtunge, dramatiske eskapader for alvor vil få stjernehimlen til at glitre gennem teltdugen (eller i hvert fald få det til at føles nogenlunde således).

Arena
Lørdag den 2. juli kl. 02.00

Læs også: Publikums blandede reaktioner: Kunne Red Hot Chili Peppers gøre kritikerne til skamme?

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af