Spotify laver podcast-serie om 6ix9ine

Spotify laver podcast-serie om 6ix9ine
6ix9ine i Store Vega. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Spotify er gået sammen med hiphopmediet Complex om at lave ‘The Infamous: The Tekashi 6ix9ine Story’, en otte afsnit lang podcast-serie, der følger rapperens forvandling fra at arbejde i en butik i Brooklyn til at være involveret i en af hiphophistoriens mest omtalte retssager. Det første afsnit skulle lande 28. januar, og derefter kommer der et afsnit ugentligt.

Historien om Daniel Hernandez – aka Tekashi 6ix9ine – er en af de mest kaotiske sagaer, der har ramt hiphoppen de seneste mange år. Hernandez gik fra at være hiphoppens største troll til at være involveret med en større bande til at blive en af rapscenens mest omtalte og kontroversielle stjerner.

Det hele kulminerede så i efteråret 2019, hvor Hernandez blev den første store rapstjerne, der vidnede i retten og fortalte alt om sin tidligere bande. Der har ikke manglet vanvittige twists i 6ix9ines livshistorie, og nu bliver det hele genfortalt som podcast.

Timingen kunne desuden ikke være bedre, for 6ix9ine skal lige til at få sin endelige dom her i december – og noget tyder på, at rapperen kan blive løsladt snart takket være vidnesbyrdet i retten. Der er derudover også en dokumentar på vej om ham.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af