Her er 11 koncerter du skal opleve i marts

Her er 11 koncerter du skal opleve i marts
Kehlani.
Foto: Matt Winkelmeyer/Getty Images
Forårets første måned bugner af stærke musikoplevelser – inklusiv en række udsolgte shows med blandt andre Drake, Maggie Rogers, Communions og Lil Yachty. Her er en række spændende koncerter, hvor det i skrivende stund stadig er muligt at få billet.

8 years of Posh Isolation
3. marts, Jazzhouse

En af de fremmeste repræsentanter for dansk undergrundsmusik, pladeselskabet Posh Isolation, fylder otte år og fejrer det med en storstilet jubilæumskoncert over hele to dage. Det begynder den 3. marts på Jazzhouse, hvor du kan opleve musik fra fire af selskabets kunstnere – KYO, Yen Towers, Croatian Amor og Varg. En god mulighed for at dykke ned i Posh Isolations univers på tværs af genrer, og så fortsætter jubilæet dagen efter på Mayhem.


Red Bull Sound Select: Zebra Katz & MABE feat. Janelle Kroll & Umi Copper 
10. marts, Jazzhouse

Årets anden omgang Red Bull Sound Select har linet et stærkt hold op denne forårsaften. Den danske producer MABE får lov at lægge ud i samspil med Janelle Kroll og Umi Copper, hvorefter aftenen glider over i en solokoncert med kultrapperen Zebra Katz. Katz er det uforlignelige og flamboyante hiphop-fænomen, mens danske Mads Bjerglund (MABE) i sine nye kreationer har forenet elektronisk produktion med den klassiske sanger Kroll og Copper fra r’n’b og folk.


Nadia Rose
11. marts, Rust

Nadia Rose kører med karrieren på højtryk, og den unge britiske rapper får anerkendelse med på vejen fra så forskellige kanter som Katy B og Prins Harry i England. Hun har i særdeleshed gjort indtryk med singlen ‘Skwod’, hvor hun fik ros for både flow, levering og teknik. Koncerten på Rust bliver hendes første i Danmark (efter en udskydelse af den oprindelige dato) og det på trods af, at hun har allerede delt scene med navne som Anderson .Paak, Alicia Keys og sin fætter Stormzy. Hun er i øjeblikket aktuel med albummet ‘Highly Flammable’.


Soundvenue Session: Kehlani
12. marts, Amager Bio

Vi er stolte af at præsentere Kehlanis helstøbte r’n’b-kreationer til en ny Soundvenue Session i Pumpehuset. Hun er det levende eksempel på den amerikanske drøm, der med utaknemmelige vilkår i sin barndom fik scoret sig opmærksomhed i ‘America’s Got Talent’ og efterfølgende fik sangkarrieren op og stå. Den hårde start på livet kommer til udtryk i Kehlanis attitude, men hun kan i den grad også være blød, når popmelodierne kræver det. En stærk, intens og sensuel sangerinde, der viste god form på debutalbummet ‘SweetSexySavage‘.


Sampha
16. marts, Store Vega


Sampha har i år udgivet sit debutalbum ‘Process’ til stor ros. Hans succes kommer i kølvandet på en tid som producer og gæstevokalist for blandt andet Kanye og Drake, hvorefter han med den overbevisende single ‘(No One Knows Me) Like The Piano’ for alvor begyndte at sætte sig fast i folks bevisthed. Det nye album er præget af velopsatte produktioner og personlige tekster, og Samphas liv har været præget af sorg efter at have mistet sin mor under albummets tilblivelse. Denne sorgfyldte indflydelse udmønter sig til gengæld i en vedkommende vokal og et udtryk, der står enormt stærkt.

Annonce

Lindstrøm x CPH:DOX 
18. marts, Bremen Teater

CPH:DOX får tændt op under det lysende dansegulv, når de afholder et arrangement i discoens navn – nærmere bestemt norsk disco, når dokumentaren ‘Nothern Disco Lights’ om genrens revolution i 80’ernes Norge har international premierevisning. Filmen bliver fulgt op af koncert med Lindstrøm til at sætte gang i houserytmikken og de spacy beats, mens Christian d’Or og Soulshaker er hyret ind som dj’s for at sikre, at dansegulvet forbliver varmt resten af natten.


Karl William,
Turné

Efter et par ep’er, et album og sidste års P3 Guld-pris drager Karl William i slutningen af marts og starten af februar på en mindre danmarksturné, der bringer ham forbi syv danske byer – fra Aalborg til København med slutning i Kolding.


Chinah
Turné

Chinah skyder deres turné igang denne måned, som ikke blot tager dem rundt i Danmark, men også ud i Europa. Efter et fyrigt 2016 med debut-ep’en ‘Once the Lights Are On‘ er trioen endelig klar med mere ny musik. De har offentliggjort singlen ‘Even Love’ og har annonceret, at ep’en ‘Hints’ er lige om hjørnet. Herhjemme lægger de vejen forbi flere af de største byer, såvel som de er annonceret til årets NorthSide og Tinderbox. De starter i Sønderborg den 22. marts.



25. marts, Rust

Kå er ikke helt ny på den danske hiphop-scene, selv om han først fornyligt lancerede solokarrieren med ‘Være sådan her’. Du kender ham muligvis fra Emil Kruses ep ‘Slumromantiker‘, hvor Kå medvirker på singlen ‘Alt for længe’, og han har tidligere været hængt op på grime-scenen sideløbende med Kruses gamle duo, Sleng. Oplev Kå til natkoncert på Rust den 25. marts.


Lord Siva
Turné
29. marts

Lord Siva har skrevet en sang om, hvordan det er at feste hele tre dage i streg, og den Carl Barks-producerede single peger sammen med ‘Blind’ frem mod sangerens debutalbum, der er sat til at udkomme en indtil videre hemmelig dato i marts. Af samme årsag skyder Siva gang i en mindre danmarksturné med fire koncerter i slutningen af marts/begyndelsen af april – han begynder i Odense den 29. marts.


Suspekt
Turné

Suspekt er tilbage med ‘100% Jesus‘, som er Albertslund-trioens hidtil mest alvorstunge og helhedsprægede udgivelse. Det nye album bliver fejret med ‘de største danske indendørs hiphop-koncerter nogensinde’, og trilogien af shows starter den 31. marts i SCC i Aarhus, hvorefter Aalborg og København er på programmet i starten af april. København er udsolgt, mens der i skrivende stund er ‘få billetter’ til Aarhus og Aalborg.