1. Angel Olsen ‘My Woman’ (2. september)
Den canadiske folkrock-sangfugl med den elastiske stemme har meget snart efterfølgeren til det to år gamle og brillante ’Burn Your Fire For No Witness’ klar. Senest udgav den mesterligt opbyggende ’Sister’ ovenfor – inden da frigav hun singlen ’Intern’. Sangene agerer i duet forsigtig forpremiere på Olsens kommende album ved navn ’My Woman’, der efter alt at dømme ser ud til at fortsætte folkrock-etablissementet og den delikate kvindeånd.
Selv har Olsen forklaret, at albummets tema handler om det komplicerede rod ved det at være en kvinde, som albummets titel også gengiver. Med sin alternative countryprægede ånd ser sangerinden altså sit snit til at fortolke videre på den poetiske og universelt dragende dagsorden, hun tidligere har slået fast.
2. Isaiah Rashad ‘The Sun’s Tirade’ (2. september)
TDE-selskabets sydlige repræsentant Isaiah Rashad er en enigmatisk figur. Hans debutudbrud ‘Cilvia Demo’ fra 2014 var et projekt, som slog benene væk under flere intetanende hiphop-entusiaster, men han så desværre ud til at forsvinde mindst lige så hurtigt, som han var landet i spotlightet.
Nu er han heldigvis tilbage med den kommende efterfølger ’The Sun’s Tirade’, der står til at viderebygge på hans (hovedsageligt) afdæmpede sydstatsbounce. Rashad har været ude at forklare, at hans toårige forsvinden var rodfæstet i alkohol- og Xanax-misbrug, som næsten kostede ham TDE-medlemskabet hele tre gange. Han har gudskelov overvundet sine dæmoner og er klar til at fortælle alt om det på ’The Sun’s Tirade’, der består af 17 tracks med label-kammerater som Kendrick Lamar, Jay Rock og SZA på gæstelisten.
3. Nick Cave and the Bad Seeds ‘Skeleton Tree’ (9. september)
Nick Cave er en mand med mange foretagender, men stærkest i hans cv står alligevel hans lange uopsigelighed med bandkammeraterne, der udgør sidste halvdel af Nick Cave and the Bad Seeds. Bandet startede helt tilbage i 80’erne og har altså holdt stædigt fast – dog med skiftende medlemmer.
Sidste lyd fra de slemme frø var 2013’s roste ’Push the Sky Away’, der svælgede i et spooky univers, hvor de tidligere skurrende rockudladninger var blevet lagt på hylden til fordel for et mere afdæmpet og undertiden halvelektronisk lydtapet. På trapperne står nu deres 16. album i rækken med den dystre titel ’Skeleton Tree’, der vil blive fulgt til dørs med filmen ’One More Time With Feeling’ som en slags bag-om-dokumentar om albummets tilblivelse. Det er svært at spå noget endegyldigt om musikkens træk i den ovenstående trailer til begge projekter, men sikkert er det, at albummet vil bevæge sig i det skumle. Den akkompagnerende film har premiere aftenen inden albummets udgivelse.
4. M.I.A. ‘A.I.M.’ (9. september)
Kontroverser er ikke just uvante bekendtskaber for provokatøren M.I.A. Den srilankansk-britiske rapper har siden sidste album, ’Matangi’ fra 2013, både drillet med at leake det kommende album ’A.I.M.’, der vil blive hendes femte (og vist nok sidste) af slagsen, og langet ud efter sit pladeselskab for udgivelsesballade omkring en (egentlig to) af albummets sange, der begge hedder ‘Bird Song’ med modifikationer.
Men konflikter og uenigheder til side er det stadig gode gamle M.I.A. bag mikrofonen at dømme ud fra de frigivne singler. Ud over de to ’Bird Song’-versioner har hun fremvist den Skrillex-producerede førstesingle ’Go Off’ med autotune, bombast og lidt sædvanligt orientalsk islæt. Hvis ’A.I.M.’ i sandhed er M.I.A.’s sidste album, er det bare med at give sig i kast med det potentielle musikpunktum.
5. Trentemøller ‘Fixion’ (16. september)
Det er efterhånden noget tid siden, man sidst har hørt noget fra en af landets (og udlandets for den sags skyld) største producere, Trentemøller. Hans seneste udgivelse var det maleriske ’Lost’ fra 2013, der videreudforskede stilen fra ‘Into the Great Wide Yonder’ med et rocket og mere organisk noir-univers.
Tilbage i juni slap han så førstesinglen ’River In Me’ fra det kommende album ’Fixion’. Med hjælp fra Savages’ karismatiske frontkvinde Jehnny Beth bag mikrofonen åbnedes der op for en postpunket atmosfære, som ser ud til at fortsætte på hans nyligt offentliggjorte andensingle ’Redefine’ ovenfor, der også gæstes af en kvindelig sanger, denne gang danske Marie Fisker.
6. Preoccupations ‘Preoccupations’ (16. september)
Det kommende album fra Preoccupations er efterfølgeren til deres effektive debutudspil fra 2015 ’Viet Cong’, der sjovt nok også var selvbetitlet på baggrund af deres tidligere kunstnernavn, som de skilte sig af med det som følge af racismeanklager og bookingproblemer.
Udstyret med det nye alias, der ikke er lige så sprængfarligt som det hedengangne, er den canadiske postpunk-kvartet tilbage med en lyd, der heldigvis forholder sig mestendels uændret: Rå, kras og industrielt støjet med vægtigt feel og stedvis 80’er-inspiration.
I løbet af de sidste par måneder har de sluppet albumbebudelserne ’Anxiety’ og ’Degraded’, hvis titler vidner om paniske forhold og ditto musik. Støjrockerne er bedst, når de lader musikken ramle sammen i uomtvistelig fortvivlelse, og det har de øjensynligt ikke tænkt sig at lave om på med ’Preoccupations’-albummet.
7. Sekuoia ‘flac’ (16. september)
Enmandsensemblet bag det tryllebindende producernavn er i virkeligheden ’bare’ danske Patrick Bech Madsen. Men selv om det borgerlige navn ikke har samme wow-faktor som kunstneraliasset, vejes der til gengæld tifoldigt op for det med drømmende musik, der ofte synker i dansabel atmosfære og sublim produktion.
Med en række ep’er – blandt andre sidste års ’Reset Heart’ – har det succesfulde producervirke nu ført til et kommende debutalbum ved navn ’flac’, som for første gang placerer produceren i samarbejdende vækstlag med sangere. Hans ridt ud i vokalens verden har båret frugt med forløbere fra albummet, som indtil videre indbefatter Kill J og Kentaurs Marc Roland, hvoraf sidstnævntes sjælerøst over en Disclosure-lignende puls kan høres ovenfor.
8. Mick Jenkins ‘The Healing Component’ (23. september)
Den spirende Chicago-rapper Mick Jenkins er glad for vand. Det er under alle omstændigheder noget, man kan konstatere ud fra hans tidligere projekter fra 2014 og 2015, der henholdsvis udgjorde mixtapet ’The Water(s)’ og ep’en ’Wave(s)’. En anden konstatering er, at han er en fandens ferm rapper med mere end bare god lyrisk teknik på hjerte.
Nu er han omsider klar med et fuldblodsalbum, debuten ’The Healing Component’, der meget vel kan være atter en reference til vands helende egenskaber. Uanset hvad titlen står for, er der sandsynligvis noget introspektivt og pirrende i vente, hvilket man kan udlede af singlerne ’Spread Love’ og ovenstående ’Drowning’ (endnu et nik i vandets retning), der har BadBadNotGood på lydtapetet. Med en slet skjult reference til det ramaskrigsudløsende drab på Eric Garner ser ’Drowning’ ud til at lægge op til en systemkritisk Mick Jenkins på det kommende album. Vi klager ikke.
9. Hamilton Leithauser + Rostam ‘I Had A Dream That You Were Mine’ (23. september)
Sideprojekter med flere spillere kan gå begge veje. Det kan enten blive et rodet miskmask af stilarter i forvirret dissonans eller en funklende perle, ingen havde rigtig havde set komme. Med tidligere multiinstrumentalist fra Vampire Weekend, Rostam Batmanglij (der solo går under det simple alias Rostam) og forsangeren fra The Walkmen, Hamilton Leithauser, ser det gudskelov ud til at blive sidstnævnte.
Efter Rostam i januar forlod Vampire Weekend valgte de to fine indierockherrer at slå pjalterne sammen i et samarbejde, der er blevet til det kommende album ’I Had A Dream That You Were Mine’. Debutsinglen ’A 1000 Times’ udgør en svajende klaverballade med amourøs sang på vegne af Leithauser og er et udsøgt eksempel på, at dette faktisk ikke er første gang, de to arbejder sammen: Rostam var i 2014 en prominent del af arbejdet på Leithausers soloalbum ’Black Hours’. Forhåbentlig kan kemien på fællesalbummet forhøjes til et endnu bedre resultat end duoens tidligere værker.
10. Bon Iver ’22, A Million’ (30. september)
Mange har spændt ventet på Justin Vernon og co.’s næste træk. På papiret er de listet som en folk-gruppe, hvilket naturligvis baseres hovedsageligt på deres tidligere enormt populære album fra henholdsvis 2007 og 2011 – det seneste med en del større armbevægelser end debuten.
Men tiderne skifter, og nu er der gået så meget som fem år siden sidste udgivelse, hvorfor det vist ikke er nogen overdrivelse at konstatere, at de er på vej i en ny, spændende retning med mere elektronik og mere auto-tune.
Således kan man høre en usædvanlig (men kærkommen) bombastisk kant på den nyeste af albummets singler, ’33 ’GOD’’ ovenfor. Også ’22 (OVER S∞∞N)’ og ’10 d E A T h b R E a s t ⊠ ⊠’, der begge ligeledes blev udgivet for nylig, vidner om en langt mere eksperimenterende Bon Iver. Vi går noget nervepirrende i møde.
11. Danny Brown ‘Atrocity Exhibition’ (30. september)
Danny Brown er i sit es, når han går i opløsning og inviterer lytteren med ind i selvsamme opløsning. Dette har han utallige gange dokumenteret til forundrende bravur, senest på 2013’s ’Old’. Netop fordi Browns ting er at chokere og forarge så tilpas, at man stadig lige akkurat hypnotiseres af den forvrængede mani, er det intet chok, at hans snarlige album er døbt ’Atrocity Exhibition’, der overført betyder ’grusomhedsudstilling’.
Detroit-rapperen har ingen interesse i at fremvise glansbilleder fra sit hjemlige Detroit, da byen ifølge ham ingen af disse har. Browns ofte electro-bårne sangtekster er vridende, skæve og iført et urimeligt antal hestekræfter, hvilket han hensynsløst udfolder på både førstesinglen ’When It Rain’ og ovenstående ’Pneumonia’.
Læs også: Her er 10 koncerter du skal opleve i september